Daginstitutions-leder: "Det må ikke ske"
Det er anden gang indenfor kort tid at børn fra daginstitution kommer udenfor legepladsen. Nu sikres hegn og låge, og der laves pædagogiske tiltag, fortæller områdeleder.
Hadsten Mandag inden middag var to fire-årige drenge kravlet over hegnet i Idrætsbørnehuset Bavnehøj i Hadsten.
De nåede at tilbagelægge over 1,4 kilometer inden de blev stoppet af en hundelufter.
"Det må selvfølgelig ikke ske. Vi er meget kede af det," siger områdeleder Flemming Rasmussen, der har det ledelsesmæssige ansvar for Idrætsbørnehuset Bavnehøj i Hadsten.
Jordbunke væk
Efter et personalemøde mandag aften har daginstitutionen sat gang i en række tiltag.
"Vi har ændret procedurer når vi er på legepladsen, så vi sikrer os at der er voksne hvor der er børn."
Sammen med Favrskov Kommunes Ejendomscenter har man tirsdag gennemgået legepladsen og fjernet en jordbunke tæt på hegnet, et par stivere på den udvendige side af hegnet, som små fødder kan kravle op på, er væk.
"Vi har fået sat et børnesikret håndtag i den låge vi bruger til legepladsen, hvor flere dele skal trykkes ind samtidig, noget som små barnefingre ikke selv kan," forklarer områdeleder Flemming Rasmussen.
"Samtidig har vi sat gang i flere pædagogiske tiltag. Vi arbejder i forvejen med relationsgrupper og legegrupper, og her har vi kigget på måden at gøre det på en gang til," siger han, uden ellers at ville uddybe hvad de konkret går ud på, over for Lokalavisen Favrskov.
"Vi har været i rigtig god dialog med de to børns forældre og vi er enige om de tiltag, vi har sat i værk," lyder det.
Flere udenfor hegnet
Har der været flere børn udenfor hegnet?
"Der har været en enkelt episode inden for kort tid. Dengang lavede vi flere pædagogiske tiltag, men denne gang har vi også gennemgået legepladsen og sikret den," forklarer Flemming Rasmussen.