Fortsæt til indhold

Omfartsvej til Djurs Sommerland: Hvad skal vejene hedde?

Syddjurs Kommune har bedt Nimtofte Distriktsråd om navneforslag til to nye veje, der bliver resultatet af det omfattende vejarbejde ved omfartsvejen til Djurs Sommerland

Samfund
Lars Norman Thomsen

NIMTOFTE Første etape af nord-syd vejen fra Frederikslundvej til Djurs Sommerland forventes færdig med udgangen af maj 2020.

Hvad skal den vej, der er markeret med blå farve, hedde?

Arbejdet med omfartsvejen på ca. 3,2 km og den dobbeltrettede cykelsti ca. 4,1 km. (fra Margrethelundvej og til Djurs Sommerland ) er i fuld gang og har været det længe. For længe vil flere borgere hævde.

Marts 2020 var længe den seneste melding fra Syddjurs Kommune på færdiggørelsen af etape 1, men der kommer til at gå lidt mere tid.

"Men det bliver ved udgangen af maj 2020. Det er hvad, vi senest har meldt ud," lød det fra teamleder Peter Sandell, Mobiltet, Syddjurs Kommune, til Adresseavisen i december 2019.

Navngivning

Etableringen af omfartsvejen har medført behov for navneændring og navngivning. Fredrikslundvej forbliver uændret om end, at der er kommet et ”knæk” på den ved omfartsvejen. Svenstrupvej forlænges ud til omfartsvejen og Østenfjeldvej forkortes tilsvarende.

"Syddjurs Kommune har anmodet Nimtofte Distriktsråd om navneforslag for to veje: dels til omfartsvejen (orange farve, se foto) og dels den nordligste del af nuværende Elholtvej (blå farve, se foto)," fortæller Carsten Skivild, formand for Nimtofte Distriktsråd.

Alle kan bidrage til navngivningen. Sådan gør du:

  • Skriv et navneforslag på en seddel – gerne med begrundelse – skriv dit mobilnummer og vær med i lodtrækning om en præmie. Frem til 1. februar kan forslag lægges i den særlige postkasse i Dagli´Brugsen i Nimtofte.