Fem teologi-studerende kommer ud i præsternes virkelighed
Favrskov skriver kirkehistorie, når Akademi for Præstekadetter går i luften
Favrskov Du vil snart kunne møde fem teologi-studerende rundt om i Favrskovs kirker og sognegårde.
De skal prøve kræfter med virkelighedens præstegerning i et nyt akademi, der har base i Favrskov.
Man har valgt at kalde dem præstekadetter.
”Akademi for Præstekadetter er med til at skrive kirkehistorie. Det er første gang, at der er indført en ordning i folkekirken, hvor et provsti kan tilbyde faglige lønnede studiejobs på akademikeroverenskomst til teologistuderende i en længere ansættelsesperiode”, lyder det fra biskop Henrik Wigh-Poulsen i en pressemeddelelse.
Akademiet bygger bro
”Formålet med Akademi for Præstekadetter er at bygge bro mellem det akademiske studium og præsteembedet, så folkekirken i højere grad kan tiltrække og fastholde præster”, fortæller provst Anders Bonde, der er en af idefolkene bag akademiet.
Populært tiltag
Der har været rift om de fem pladser på akademiet.
”En stor det af de kandidatstuderende på Aarhus Universitet har søgt stillingerne. Det tyder på, at vi med de faglige studiejobs rammer noget de teologistuderende efterspørger – nemlig indsigt i præsteembedet og praktisk erfaring med arbejdet i folkekirken," fortæller Eva Pedersen fra Kirken i Hinnerup, der er ansat som leder af Akademi for Præstekadetter.
Som præstekadet kommer man i nærkontakt med de arbejdsopgaver og udfordringer, der er som folkekirkepræst.
Det betyder, at man allerede som studerende får en unik mulighed for at opøve kompetencer i grundlæggende præsteopgaver – det kan være at skrive og holde prædiken, at tilrettelægge og afholde gudstjenester og konfirmandundervisning.
Svært at få erfaring
I Eva Pedersens første uge som præst havde hun én begravelse, én gudstjeneste, to hold konfirmander og et menighedsrådsmøde. Ingen af delene havde hun prøvet før, fortæller hun til Folkekirken.dk
"Det var en stejl læringskurve. Det var de første par år i det hele taget. Faktisk husker jeg det som angstprovokerende - særligt når det, man skal lære, mens man gør det, er at undervise 28 konfirmander eller begrave et elsket menneske," siger Eva Pedersen.
De teologistuderende har indtil på onsdag faktisk ikke haft mulighed for at møde den præste-virkelighed der findes ude i menighederne.
Studiet er nemlig ikke kun rettet mod at blive præst og derfor har der aldrig været en 'praktikperiode' for kommende præster.
Onsdag 21 august åbner Akademi for Præstekadetter i Favrskov provsti med en festgudstjeneste kl. 17.00 i Nr. Galten kirke, hvor biskop Henrik Wigh-Poulsen prædiker.
Provstiets menighedsråd er inviteret og præsterne deltager i ornat.