Fortsæt til indhold

Nu får Hadsten sin egen LykkeLiga

Snart kan børn med udviklingshandicap spille håndbold

Samfund
Christina S. Johansen

Hadsten Nu får alle børn i Favrskov mulighed for at spille håndbold - også børn med udviklingshandicaps.

LykkeLiga bliver nemlig en realitet i Hadsten Håndbold, efter at klubben har fået 75.000 kroner i støtte fra paragraf 18-midlerne i Favrskov Kommune.

Det glæder Simon Buus Olsen, der er sponsor- og eventansvarlig i Hadsten Håndbold. Lokalavisen Favrskov kunne overraske ham med nyheden:

"Det var da den fedeste nyhed. Det er jeg rigtig glad for at høre, for det har vi drømt om i noget tid," siger Simon Buus Olsen og fortsætter:

"Alle skal kunne være med hos os. For alle skal have mulighed for at indgå i et fællesskab. Det kan være svært for den her gruppe børn, men det får de muligheden for med LykkeLiga. Det er faktisk en del af vores værdisæt, at vi skal kunne rumme alle og have plads til alle,"

Det mener du godt, at Hadsten Håndbold kan?

"Det er jeg da ret sikker på, at vi kan. Forældrene til de her børn er også helt vildt engagerede. LykkeLiga giver jo i virkeligheden også dem en hel masse i form af netværk," siger Simon Buus Olsen.

Så hurtigt som muligt

Faktisk var det skaberen af LykkeLiga, Rikke Nielsen, som selv kontaktede Hadsten Håndbold for at spørge, om klubben kunne være interesseret i at starte LykkeLiga op her.

"Rikke ringede før sommerferien, fordi hun synes, at der mangler en LykkeLiga-klub netop i det her område. Hun har blandt andet hjulpet os med at søge paragraf 18-midlerne," fortæller Simon Buus Olsen.

Og I var slet ikke i tvivl om, at klubben skulle være med?

"Overhovedet ikke. Jeg er helt vild med det her koncept," siger Simon Buus Olsen.

Han fortæller, at klubben vil forsøge at få stablet et LykkeLiga-hold på benene hurtigst muligt.

"Det vil være oplagt at prøve at få flettet noget ind, når der er Håndboldens Dag 11. januar."