Fortsæt til indhold

Aarhus' indbyggertal stiger og stiger - men energiforbruget falder

På otte år er energiforbruget i Aarhus faldet med 7,2 procent trods stor befolkningstilvækst

Samfund
Arkiv

Når indbyggertallet stiger, så er det meget naturligt, at også energiforbruget stiger.

Men det har ikke været tilfældet i Aarhus, viser nye tal fra kommunen.

Fra 2009 til 2017 er det årlige energiforbrug i kommunen nemlig faldet med 7,2 procent. Og det sker trods en befolkningsvækst på 38.000 aarhusianere.

"Når energiforbruget falder, er det et tegn på, at vores høje ambitioner på klimaområdet bærer frugt – og det skal vi være stolte af. For at sikre en by, der også i fremtiden er i balance, skal vi fortsætte med at udvikle byen på en smart måde. Det gør vi blandt andet ved at planlægge byen, så det bliver nemmere at transportere sig rundt, bruge vedvarende energikilder og understøtte en energieffektiv industrisektor," siger Bünyamin Simsek (V), rådmand for Teknik og Miljø, i en pressemeddelelse.

Bygninger står i dag for næsten 40 procent af Danmarks samlede energiforbrug, og optimering er dermed afgørende for den grønne omstilling.

Derfor har boligforeninger de seneste år haft fokus på at energirenovere de ældre bygninger.

"Vi vil gerne gå foran i den grønne omstilling og vise, hvordan man kan modernisere og effektivisere, samtidig med at man beholder kvaliteten i gamle bygninger," siger Morten Homann, direktør i Boligkontoret Århus, som har noteret sig, at lejerne er klimabevidste, men også glade for en lavere varmeregning.

Fra 2016 til 2018 er CO2-udledningen fra boligforeningens bygninger reduceret med hele 80,1 procent. Det skyldes dels, at de nu udelukkende indkøber CO2-neutral el, og dels at AffaldVarme Aarhus’ fjernvarme nu hovedsagelig kommer fra CO2-neutrale kilder.

Aarhus Kommune har et mål om at være CO2-neutral i 2030, hvor indbyggertallet forventes at være vokset til 375.000.

dp