Fortsæt til indhold

Skanderborg Kommune skal forklare placering af mast i Alken

Samfund
Claus Sonne

Alken Skanderborg Kommune skal til Planklagenævnet forsvare sit ja til, at der midt i Alken kan opstilles en kraftig mobilmast. Det har Planklagenævnet afgjort.

Det er en gruppe på 56 borgere, der har klaget over kommunens afgørelsen.

"Sekretariatet for Planklagenævnet beder om, at Skanderborg Kommune oplyser hvilke relevante alternative placeringer, der har været vurderet forinden kommunen traf afgørelse i sagen," fremgår det af en skrivelse stilet til Skanderborg Kommune - der formodes at have fået brevet, selv om kommunens adresse fejlagtigt er angivet til Adelgade 44 i Skanderborg.

Skanderborg Kommune har nu tre uger til at komme med et svar til nævnet.

'Initiativgruppen mod en mobilmast i Alken', der står bag klagen, anfører i denne, at man er i kontakt med flere familier, der ikke vil bosætte sig i Alken på grund af udsigten til, at den nuværende mobilmast i byen får en kraftig opgradering.