Fortsæt til indhold

Favrskov Gymnasium giver endnu en musical

Det er igen blevet tid for den musical-genre, som gymnasiet tager op hvert tredje år. I år har eleverne kigget på historien omkring Andy Warhol: "We’re all Andy-viduals"

Samfund
Michael Wulff

HADSTEN Cirka 80 gymnasieelever på Favrskov Kommune har siden skolestarten i 2019 arbejdet med idéudvikling og manuskriptskrivning for at skabe den musical, som er en tradition, der opføres hvert tredje år.

Lektor Karen Nørgaard er producent på forestillingen "We're all Andy-viduals". En tjans hun nu prøver for anden gang.

"Det var en stor mundfuld, første gang for tre år siden. Men mundfulden smagte rigtig godt," griner hun og forsvinder ind i prøvesalen, hvor holdet skal have lidt information.

"De skal jo huske at invitere deres forældre og bedsteforældre."

Sebastian, Hans Christian, William og Signe. Sidstnævnte har et par roller som en Andy og en brandmand. Foto: Michael Wulff

Roller på tværs af klassetrin

De medvirkende i musicalen kommer fra alle tre klassetrin. En lille gruppe står og snakker med manuskriptet i hænderne.

"Vi er lige, når der uddeles roller. Det betyder ikke noget, om du går i 1g eller i 3.g. for rollens størrelse," siger William, der sammen med Signe og Hans Christian kommer fra 1. g.

"Og jeg har bare joinet gruppen. Lige pludselig så var jeg bare med her," kommer det fra Sebastian, der er fra 3.g.

Favoritreplikken

Hans Christian skal være en dømmende 'Andy' i stykket. Han skal fx. dømme Signe.

"Og Signe har min favorit-replik i hele stykket."

"Ja, jeg skal sige 'jeg redder dig i aften".

"Men på sådan en scorende måde," siger Hans Christian med et smil.

Eleverne har selv bygget musicalen op fra bunden. Skabt scenografi, kostumer, og Mathilde skal synge en afgørende sang i stykket, som har premiere onsdag 22. januar og de følgende dage.

Freya Carlsen har travlt med at mærke sine replikker op.