Bygning der huser sportsbutik til salg
Søndergade 10 i Hadsten er til salg. Det er kun murstenene der sælges, lyder det fra ejeren
Den bygning der i dag huser sportsbutikken i Hadsten, nemlig Søndergade 10, er til salg.
Det viser et skilt på facaden.
Ejeren hedder Ruben Mørkøre Andersen og han har selv i årtier drevet sportsforretning fra adressen. For et par år siden forsøgte han at sælge forretningen, men måtte erkende at det ikke var nemt. Derfor drives den i dag af en ansat.
Kun mursten
"Jeg har sat selve bygningen til salg. Det er kun mursten jeg sælger. Jeg har ikke spekuleret på at sælge butikken", pointerer Ruben Mørkøre Andersen, der sammen med flere familiemedlemmer også driver løbeshop.dk. Efter planen rykker de i januar fra de for snævre rammer i udkanten af Hadsten op til den tidligere Hjulfabrik ved siden af Rema 1000 og Thansen.
Salgspris på 5,5 mio.
Søndergade 10 er på 410 kvadratmeter, heraf de 254 kvadratmeter i stueplan, det er her sportsbutikken ligger. På 1.sal er der 152 kvadratmeter, som kan omdannes til to lejligheder, lyder buddet fra ejendomsmægleren Nybolig Erhverv på deres hjemmeside.
Salgsprisen er sat til 5,5 millioner kroner.