Fortsæt til indhold

Klar til at røre i gryden på sin gamle læreplads - Pøt Mølle

Flemming Christiansen vender tilbage til Pøt Mølle efter 25 år

Samfund
Michael Wulff

HAMMEL En gartner klipper skråninger rundt om den historiske Frijsenborg Slotskro – Pøt Mølle, mens der indendørs er heftig aktivitet med at gøre køkken og andre lokaler klar til åbningen 28. september.

Der bliver klippet til og gjort klar til åbning 28. september. Foto: Michael Wulff

I spidsen for det hele står nu ’Hammel-drengen,’ 46-årige Flemming Christiansen, som for nøjagtig 25 år siden fik sit lærebrev udleveret her af restauratøren dengang, Hans Mikkelsen.

”Ja, og han ringede faktisk i går for at sige tillykke. Han var glad over, at det er mig, som nu overtager Pøt Mølle,” siger Flemming Christiansen, der også husker læremesteren som hård.

”Men så lærte jeg jo noget.”

Søen ved Pøt Mølle får nu et træ-rækværk op af hensyn til børnefamilierne, fortæller den nye forpagter Flemming Christiansen.

Altid madlaving

Han har gennem de 25 år udelukkende beskæftiget sig med mad.

”Jeg har altid lavet mad, jeg ved ikke, hvad jeg ellers skulle.”

Efter læretiden åbnede han sin egen restaurant Afrodite i Hammel, lavede senere mad på daværende Hammel Rådhus, inden han tog 13 år som restauratør i Bjerringbro.

”Og så kom jeg til kantinen på Den Jydske Haandværkerskole i Hadsten, hvorefter jeg har haft en tid som freelance-kok,” siger Flemming Christiansen, mens et par håndværkere smutter igennem køkkenet med deres værktøjskasser.

Flemming Christiansen tænkte sig godt om - og sagde ja til jobbet som forpagter. Foto: Michael Wulff

Godset ringede

Han blev kontaktet af Frijsenborg Gods, der ejer stedet. Det krævede lidt samtaler frem og tilbage, før kontrakten kunne underskrives.

”Jeg havde det godt som freelance-kok, men efter en fire-fem snakke med godset, så sagde jeg ja. Det er jo et gammelt hus med mange historier.”

Tjenere med vin-viden

Flemming Christiansen har i første omgang kun overtaget forpagtningen af hovedbygningen. Værelsesfløjen er ikke med, mens sidebygningen Jægerstuen med tiden kommer med, regner han med.

Åbning på Pøt Mølle.

”Ja, og det kan komme før end jeg havde regnet med. Allerede nu den første weekend har vi booket Jægerstuen til et selskab. Telefonen ringer hele tiden.”

Flemming Christiansen får hjælp af to kokke på deltidsbasis samt to tjenere med et godt vinkendskab og så det løse time-personale.

”Jeg vil servere a la carte som i min læretid. Og jeg håber, vi kan lave nogle vinaftener her.”