Fortsæt til indhold

Busbjerg Spillene opsætter 'Annie'

Busbjerg Spillene savner flere mænd, kom det frem under nytårskur

Samfund
Kian Johansen

Busbjerg De to Busbjerg-kor fra teaterskolen Busbjergs Børn optrådte, mens instruktør Michael Pedersen foran 120 fremmødte i salen på Ulstrup Skole lørdag kunne præsentere årets musical på Busbjerg, nemlig 'Annie'.

Stykket handler om en forældreløs pige der i 1930'ernes krise-ramte USA kommer på børnehjem, bliver venner med rigmanden Warbucks, får hjælp af hunden Sandy og er tæt på at blive narret af falske personer, der udgiver sig for at være hendes forældre.

Skuespillere valgt

I hovedrollen er valgt Rosa Kamstrup Søndergård som Annie, mens Camilla Nyizsnyanszky spiller den onde børnehjemsbestyrer Miss Hannigan.

Ib Lundgaard Jensen spiller Warbucks, mens Kenn Lund Nielsen spiller radioværten Bert Haley. Instruktør er Michael Pedersen, Michelle Fonseca Christensen står for koregrafi, mens Gustav Hagner er kapelmester.

Det næste halve år skal der øves replikker, mens alle de frivillige omkring Busbjerg Spillene skal i gang med kostumer og med at bygge kulisser op til Busbjerg Spillene, der i år har 75 års jubilæum. Alle årene har friluftsspillet foregået på Busbjerg Bakken i 92 meters højde.

Teaterskolen Busbjergs Børn optrådte under nytårskuren. Foto: Charlotte Gaba

Mangler mænd

"Vi mangler i den grad mænd i år," fortæller Lisbeth Saba, der udover alle de andre frivillige opgaver som blandt andet skuespiller, også er den presseansvarlige.

"Der er især en scene, hvor USA's præsident er omgivet af sine ministre. Og i 1930'erne var det altså mænd," fortæller hun.

Der er frivilligdag 1. februar i Hjermind Forsamlingshus og samme dag holdes der også hundeaudition.