25 års jubilæum: Travl vinter fik Kurt til Wavin
Hammel 23. januar 2020 har Kurt Pedersen 25-års jubilæum hos Nordisk Wavin A/S.
Kurt blev ansat på Wavin i 1995. Kurts far arbejdede på Wavin, og da vinteren i 1995 var en travl vinter, søgte Kurt også job på Wavin, og fik jobbet.
Kurt startede som operatør i rørhallen og arbejdede også med drænrør og gasrør. Kurts værkfører opfordrede Kurt til at lære noget mere om maskinerne. Kurt arbejdede på 5-skift, og uddannede sig sideløbende via et ekstruderfører program på skole i Ribe.
De seneste 20 år har Kurt arbejdet som ekstruderfører. I 2013 kom han på dagtur, da maskinen, der laver dræn-, el-, og opføringsrør, blev flyttet til rørhallen. Kurt er overbevist om, at indstillinger og forberedelser er vigtige for at lave en god produktion.
Om sommeren er familiens store interesse camping. Ud over det, bruger Kurt gerne tiden på hund, hus og have.
Kurt bor i Vissing med ægtefællen og deres to børn.
Jubilæet fejres med reception på Nordisk Wavin A/S i Hammel, fredag 24. januar.