136 nye lejligheder popper op ved siden af Den Gamle By
Der er både lejligheder og byhuse på vej mellem Saltholmsgade og Møllevejen i Aarhus C
byggeri Først var det egentlig meningen, at 136 nye lejligheder mellem Saltholmsgade og Møllevejen tæt på Botanisk Have og Den Gamle By skulle være til salg, men en investor købte projektet, og de 136 lejligheder bliver lejeligheder, hvor de første allerede kan flytte ind 1. december.
Lejlighederne bliver opført, så de passer ind i det udtryk, der er i Øgadekvarteret, og boligerne bliver opført i røde, grå og brunlige farver i forskellige højder og udformning med gårdmiljøer mellem blokkene.
De kommer til at ligge på en helt ny vej, der bliver oprettet. Den får navnet Æbleøgade.
"Lejlighederne er blevet tegnet med respekt for udtrykket, der er i området i forvejen, og så bliver det et meget unikt byggeri, der jo kommer til at ligge i et område, der er etableret. Der findes ikke mange af den slags pletter tilbage i Aarhus," siger Louise Gad, projektchef og ejendomsmægler ved Danbolig Aarhus City, der står for udlejningen af boligerne.
Stor popularitet
Danbolig lagde boligerne ud på Facebook og i løbet af ganske få dage, var der allerede omkring 50, der ringede og viste interesse for lejlighederne.
"Vi forventer en stor interesse, da det er en unik mulighed for at bo i hjertet af Aarhus i et etableret kvarter. Der er altaner til alle lejligheder, ligesom der er gulvvarme og indrettet med materialer af høj kvalitet," siger Louise Gad.
Hos Danbolig forventer man, at det er mange forskellige typer mennesker, der kommer til at flytte ind, da størrelsen på lejlighederne svinger fra 38 kvadratmeter til 128.
Ejer-boliger til salg
Foruden de 136 lejeligheder, der er ved at blive opført, bliver der også bygget 10 ejer-byhuse, ligesom der bliver bygget en p-kælder til boligerne.
Alle byhusene er dobbelte og bliver også i flere etager, så de ligesom lejlighederne passer ind i udtrykket. Det er også Danbolig, der står for salget af byhusene.