Fortsæt til indhold

Adskillige borgergrupper og fællesråd sender 'bekymringsskrivelse' til politikerne

Otte fællesråd og seks borgergrupper opfordrer kommunen til at sætte lokalplanarbejde i bero

Samfund
Danni Paulsen

De mange borgere, vejforeninger og andre interessegrupper i og omkring Risskov, der kæmper mod udstykning og bebyggelse af Rolighedsvej 16A ved Risskov Strandpark, får nu et markant rygstød.

Byrådspolitikerne i Aarhus har modtaget en såkaldt 'bekymringsskrivelse' fra netværket 'Med Hjerte for Aarhus', der er en sammenslutning af otte fællesråd og seks borgergrupper, som kæmper for kvalificeret fortætning, borgerinddragelse samt hensyntagen til kulturmiljøer, grønne åndehuller sammenhængende bymiljøer.

Sammenslutningen skriver, at sagen om Rolighedsvej har vakt interesse på grund af "dens principielle betydning for, om byudviklingen i Aarhus kan anses for at være demokratisk og saglig".

I skrivelsen opfordres politikerne til at sætte lokalplanprocessen i bero, "indtil der er kommet klarhed over sagen".

Netværket mener, at der er nogle principielle spørgsmål, der skal besvares. Der spørges blandt andet til det faktum, at kommunen tidligere har afvist udstykning og bebyggelse, men nu har fremsat et lokalplanforslag, hvor det muliggøres.

"Hvordan kan Aarhus Kommune som myndighed inden for relativt kort tid lave en vurdering af præcis det samme forhold og komme frem til to modsatrettede konklusioner? Der er ingen ændring i sagens faktum, så hvad begrunder holdningsændringen fra Teknik og Miljø," spørger 'Med Hjerte for Aarhus'.

Derudover ønsker netværket besvaret, hvilke saglige hensyn kommunen forvaltningsretligt varetager i sagen.

"Så vidt vi forstår er der dags dato ikke kommet klare svar på disse centrale spørgsmål til sagen, og det bekymrer os. Det ligger os derfor meget på sinde, at der ikke træffes politiske beslutninger i sagen, førend disse spørgsmål er blevet besvaret fyldestgørende i den politiske behandling," slutter borgernetværket.