Direktør vil dyrke kærligheden i Ungarn
Kate Bøgh vil bruge tid på ægtemanden i Ungarn, sit hus på Færøerne, sin krop og sine børnebørn
Skifte Til februar er det slut. Direktør for Social og Sundhed i Favrskov Kommune, 60-årige Kate Bøgh, går på pension ved udgangen af februar 2020, der fylder hun 61 år.
"Jeg er mentalt i topform, men ikke fysisk. Jeg har set i mit arbejde, hvad der sker, hvis du ikke er funktionsdygtig i en høj alder, så blandt andet det vil jeg rette op på."
Kate Bøgh har været chef og direktør i flere forskellige kommuner igennem 25 år.
"Jeg har arbejdet så meget, at jeg aldrig nåede at bage småkager med mine egne dejlige piger. Nu vil jeg opleve det med mine børnebørn."
Ægtemanden i Ungarn
Og så trækker ægtemanden også. Parret blev gift for få år siden og han driver virksomhed i Ungarn, hvor han også bor det meste af tiden.
"Så jeg vil bruge min tid i Ungarn, i mit hus på Færøerne, som jeg købte i 1983 og i Danmark, med min familie og mine børnebørn," lyder det til Lokalavisen Favrskov.
Færøsk fred og fjelde
På Færøerne har hun altid fundet den ro, man ikke altid får som direktør for masser af ansatte i Social og Sundhed i Favrskov Kommune.
"Jeg elsker de grønne fjelde og det blå hav. Det er her jeg finder ro i sjæl og krop," fortæller hun.
Men hvorfor bliver det så lige til februar i 2020?
Vil afslutte med indvielse af Dommerparken
"Jeg vil gerne give byrådet og kommunaldirektør Jan Kallestrup tid til at finde min afløser, som jeg måske også kan nå at overlevere til. Desuden så vil jeg gerne være med til indvielsen af plejecentret i Dommerparken i Hammel (som efter planen indvies i slut februar, Red.). Det har jeg stået i spidsen for i alle årene og jeg vil gerne følge projektet helt til dørs."
Efter Lokalavisens oplysninger har Kate Bøgh fulgt projektet siden 2012, hvor den tidligere slagterigrund blev købt, med en klausul om, at den senest skulle overtages i 2019.
Det første spadestik blev taget i december 2017.
Et stort privilegie
"Det har været et stort privilegie at bidrage til det velfærdssamfund, som vi i Danmark kan være ret stolte af. Opbakning fra og et tillidsfuldt samarbejde med byrådet har bevirket, at vi i direktionen sammen med engagerede chefer, ledere og medarbejdere har kunnet arbejde målrettet for at skabe de bedste betingelser for borgerne i Favrskov. Samtidig har jeg haft muligheden for at arbejde strategisk med udviklingen af social- og sundhedsområdet. Dels via samarbejdet med Region Midtjylland og de andre kommuner i den midtjyske region – og dels via mit arbejde i Socialchefforeningens hovedbestyrelse. Det har jeg sat stor pris på," sagde Kate Bøgh i en pressemeddelelse tidligere på ugen.
Ros fra borgmesteren
Borgmester Nils Borring roser Kate Bøgh for en stor og engageret indsats.
"Med Kate Bøghs beslutning om at gå på pension mister Favrskov Kommune en erfaren og kompetent direktør. Kate har været en meget handlekraftig direktør, der samtidig har blik for at finde løsninger. Derudover har Kate bidraget med en bred kontaktflade regionalt og nationalt, hvilket har været et stort aktiv for Favrskov Kommune, siger Nils Borring.