Skanderborg Gymnasium møder digitaliseringen i Växjö
Seks nysgerrige og spændte elever fra Skanderborg Gymnasium drog afsted mod byen Växjö i Småland i Sverige
SKANDERBORG Mandag formiddag 27. januar drog seks nysgerrige og spændte elever fra Skanderborg Gymnasium sammen med to lærere afsted mod byen Växjö i Småland i Sverige. Med sig havde de en håndfuld sommerfugle i maven, solidt regntøj og deres egne velforberedte fremlæggelser om digitalisering blandt unge mennesker.
To-årigt projekt
Besøget i Växjö er første del af et toårigt projekt blandt fire skoler i Europa - med den overordnede overskrift ”Digital Days”. Denne del af projektet handler om brugen af sociale medier, og derfor har alle fire skoler på forhånd arbejdet med sociale medier i forskellige fag. Blandt andet har de lavet undersøgelser om sociale medier blandt flere generationer, de har diskuteret fordele og ulemper ved sociale medier, og de fleste har gennemgået en digital detox med op til to dage uden sociale medier.
Digitale børnehavebørn
Deres viden og erfaringer bliver nu diskuteret i et lyst klasselokale på tredje sal på Växjös tekniske gymnasium, Teknikum. Her undervises en særlig klasse, der forbereder sig på at undervise børnehavebørn i digitalisering og begyndende programmering. De svenske elever har samme alder som de danske, men deres uddannelse er mere praktisk orienteret. Sideløbende med pædagogik lærer de om, hvordan digitalisering kan leges ind som en naturlig del af dagligdagen i en børnehave. Et eksempel er et Duplo tog, der kan programmeres via en app og dermed bygger bro mellem den fysiske og den digitale leg. Som Tobias Christensen fra 1e siger: ”Jeg har lært noget ved at se, hvordan den svenske skole håndterer digitalisering på en helt anden måde, end vi gør. De er langt mere fremme, og det er sjovt at se, hvordan programmering kan læres gennem leg”.