Fortsæt til indhold

“Først skal jeg lytte, så skal vi flytte”

Erfaren leder har sat sig i chefstolen på Bavnehøj Skole. Hun glæder sig til de udfordringer, som venter skolen forude

Samfund
Christina S. Johansen

Nyt job Det er en travl kvinde, som Bavnehøj Skole i Kolt-Hasselager har fået ved roret.
60-årige Annette Roed er, ud over at være dedikeret til sit nye job, også i bestyrelsen i hjembyen Åbyhøjs nye kulturhus, Elværket. Hun er desuden formand for Socialdemokraterne i Åbyhøj samt spidskandidat til regionsrådsvalget for vestkredsen.
Og nårh ja, så lader hun ofte op i naturen med vandresko og mountainbike, når hun da ikke lige bruger tid på sine to voksne sønner samt to børnebørn, som hun gerne tager med på eksempelvis Moesgaard Museum eller Naturhistorisk Museum.
“Jeg har altid godt kunnet lide at have gang i mange ting,” lyder det fra den nyindsatte skoleleder.

Savnede kontakten til børn

Annette Roed er først uddannet speditør, derefter lærer, og sidenhen har hun taget en diplomuddannelse i ledelse og en kandidat i pædagogisk sociologi. Hun kommer senest fra to år som uddannelsesleder på læreruddannelsen i Aarhus. Et job hun har fundet spændende, men hvor der efterhånden manglede noget:
“Jeg begyndte at savne børnene,” siger Annette Roed og sender et stort smil.
“Jeg har savnet mere direkte at kunne være med til at skabe nogle gode vilkår for børn,” fortsætter den nye leder, som allerede på første arbejdsdag 1. november fik “masser af børn for pengene”.
Det var nemlig en festdag med balloner, blomster, flag, taler og masser af krammere.

Flytning fylder meget

Stillingen som leder på Bavnehøj Skole er speciel, da skolen ligger på to matrikler - de ældste og mindste er hver for sig.
Annette Roed er bevidst om, at det giver nogle særlige udfordringer som leder.
“Det er vigtigt at være synlig begge steder - det er højt på min dagsorden. Jeg er optaget af, at alle føler, de har lige stor værdi, og at vi derfor må hjælpe hinanden med hverdagens opgaver,” forklarer hun.
Den særlige udfordring med to matrikler er dog kun aktuel frem til efter sommerferien næste år, da skolen er i fuld gang med at udvide, så alle elever kan blive samlet på Koltvej. Flytningen er én af de ting, som fylder rigtig meget i Annette Roeds første tid.
“Mine første måneder kommer til at gå med at lytte til, hvad det er, der rører sig blandt medarbejderne. Desuden skal det forholdsvist nye ledelsesteam rystes sammen, og hele flytte-processen skal forberedes. De nye lokaler lægger op til nye måder at undervise på, så vi skal have nogle spændende pædagogiske drøftelser i de kommende måneder,” siger lederen, som ikke har tænkt sig at komme buldrende med store revolutioner.
“Jeg har stor respekt for det arbejde, der allerede har fundet sted, og jeg er optaget af at bygge på det, som der allerede er. Skolen har været gennem en turbulent tid, så nu ser vi alle frem til at få skolen samlet og få mere ro på,” siger hun.