Fortsæt til indhold

Rykker ud af cafeteria-skalaen

I enden af Højbjerg Badminton Klubs træningshal er der nye boller på suppen. Cafeteria- maden er dømt ude

Samfund
Christina S. Johansen

“Min kæreste og jeg gider ikke selv at lave aftensmad, når jeg får fri fra arbejde, og her synes vi, at der manglede et godt sted i Højbjerg, som sælger et godt måltid mad til rimelige penge,” sådan siger 25-årige Anders Peter Fangel om begrundelsen for, hvorfor han og faderen Lars Peter Fangel kastede sig over projektet Bistro 8270.
Restauranten ligger i forlængelse af Højbjerg Badminton Klubs træningshal på Hjulbjergvej, hvilket gør stedet en smule specielt. På grund af lokationen har der hidtil været madsteder i cafeteria-enden af skalaen. Det vil Bistro 8270 gøre op med i stor stil.
“Vi ligger os så tæt op ad en regulær restaurant, som man kan komme. Vi serverer solide måltider mad af gode råvarer. Det er muligvis lidt dyrere, end hvad man ville kunne købe i et cafeteria, men til gengæld er alt lavet fra bunden af vores proffesionelle kokke,” fortæller Anders Peter Fangel, som selv er uddannet kok.

Fremskridt hver uge

Søn og fader Fangel overtog stedet tilbage midt i august og gik så ellers i gang med den helt store makeover af både køkken og restaurant.
Siden er hver uge gået med at få flere og flere ting på plads og masser af nye idéer popper hele tiden op. I dag er rutinerne kørt ind, og Bistro 8270 kører på skinner.
“Uden at prale, så kan vi da se, at det går fremad med antallet af kunder hver eneste uge, og vi har allerede en del stamkunder,” fortæller Lars Peter Fangel.
Gæsterne fordeler sig ligeligt på spisende i restauranten og take away-kunder.
Anders og Lars Peter Fangel lægger dog ikke skjul på, at det kræver en vis indsats, at få gjort Højbjerg-borgerne opmærksomme på, at cafeteria-maden er væk, og ind er kommet regulær bistromad.
“Tidligere har det jo i høj grad været badmintonspillerne, som brugte stedet, når de alligevel var i hallen. Nu skal vi have fortalt, at Bistro 8270 er for hele 8270. Vi skal have fat i folk, som ikke har et ærinde i hallen,” siger Lars Peter Fangel, som sammen med sønnike foreløbigt har delt 2.500 flyers ud i postkasserne i nærområdet - det samme antal venter fortsat på at blive delt ud.

Erfarent forpagter-par

Det her med at drive forretning sammen er Anders og Lars Peter Fangel ganske vant til. I fire år har de nemlig drevet virksomheden AP Food, som leverer totaloplevelser inden for mad, service og personale.
Derfor var skridtet til at starte egen bistro heller ikke så stort.
“Vi har jo også en fordel i, at vi gennem AP Food kan få gode råvarer til rimelige penge, hvilket kommer Bistro 8270-gæsterne til gode,” siger Lars Peter Fangel.
Den nye restaurant har åbent mandag til fredag klokken 14-22 samt lørdag klokken 11.30-16 og igen 17-22.
Frem til klokken 17 kan man købe småretter såsom hjemmelavede pølsehorn, pizzasnegle, boller og smoothies. Det “store” køkken åbner klokken 17.