Fortsæt til indhold

Venstre og Enhedslisten vil finde penge til gadesygeplejersker

Venstre og Enhedslisten vil have fire gadesygeplejersker gjort permanente. Socialdemokratiet er mere tilbageholdende: "Pengene er der ikke."

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

Udsatte Både Enhedslisten og Venstre er parate til at finde penge til, at Aarhus også efter marts kan have fire gadesygeplejersker.

I dag er der fire af slagsen, som hver dag går rundt i de udsatte miljøer i Aarhus Kommune for at tilse mennesker, der ikke selv kommer til læge.

To af de fire er dog finansieret af satspuljemidler, som blev tildelt i to år, så med udgangen af marts bliver teamet halveret.

"Det er et stort problem, at vi ikke kan fortsætte med de fire sygeplejersker på gaden. Vi rammer de mennesker, der har allermest brug for vores hjælp," siger Lone Norlander Smith, der sidder i Aarhus Byråd for Enhedslisten.

Forud for byrådets behandling af den nye sundhedspolitik 'Aarhus smiler 2020-2024' på byrådsmødet 22. januar kom der et høringssvar fra hjemløseorganisationen SAND, som Lone Norlander Smith blev mærke i.

"Det overraskede mig, at de mister to sygeplejersker, og jeg blev faktisk lidt frustreret over, at vi på den ene side godkender en fin sundhedspolitik med mange fine tillægsord, og så halter det i praksis med, hvad vi prioriterer penge til," siger hun.

Også Venstre har lyttet til hjemløseorganisationen og mener, at gadesygeplejerskerne skal prioriteres.

"Vi er enige i, at gadesygeplejerskerne har en stor effekt, og at der er meget pres på deres arbejde i dagligdagen. Vi synes, det er et område, man bør prioritere at finde penge til," siger Hans Skou, der er politisk ordfører for Venstre.

Gadesygeplejerskerne hjælper blandt andet med medicin og sårpleje, men de støtter og vejleder også de udsatte borgere i at komme videre i behandlingssystemet.

Leder af gadeteamet i Aarhus Kommune, Jakob Storm, har tidligere udtalt til Lokalavisen Aarhus, at de to ekstra sygeplejersker, der har været på gaden i to år har haft rigeligt at lave.

"Det er en sårbar gruppe, der har behov for en mere permanent løsning. Vi har samme antal hjemløse i Aarhus, som man har i København. Så vi har en særlig udfordring her," siger Hans Skou.

Det sociale område er i Aarhus underlagt hårde besparelser og står til at skulle spare yderligere 90 millioner kroner i 2020.

"Vi vil kæmpe for, at det kan lykkes. Men det bliver en svær opgave, men den er vi villige til at løse," siger Hans Skou, der, hvis pengene ikke kan findes inden, vil tage det med til budgetforhandlingerne til efteråret.

Lone Norlander Smith mener, at der mindst skal være fire gadesygeplejersker i en by som Aarhus:

"Vi er en stor by, og vi skal ikke sætte barren lavere. Det koster, ja, men fire gadesygesplejersker er i det store budget ikke den store udgift. Det er bare ikke ok, at vi ikke har midler til det her."

S: Har heldigvis to

Anette Poulsen (S), der er næstformand for socialudvalget, kan ikke svare på, hvor mange gadesygeplejersker Aarhus skal have.

"Det er svært at sætte tal på. Det svinger, hvor stort et behov der er. Men det er ærgerligt, at vi skal af med to. Jeg har selv været med socialpædagoger ude på gaden, der laver et lignende stykke arbejde, og jeg kan sagtens se behovet. Men vi bevarer heldigvis stadig to," siger Anette Poulsen.

Hun henviser til, at der med budgettet for 2020 blandt andet blev afsat penge til stofindtagelsesrummet, til tandpleje til socialt udsatte og til sociale viceværter på Klostertorv.

"Vi har målrettet penge til andre initiativer, og derfor er der ikke i socialforvaltningen, som det ser ud nu, økonomi til mere," siger hun.

Skal der afsættes flere penge til gadesygeplejersker på næste års budget?

"Jeg vil kæmpe for penge til hele det sociale område. Men det er det muliges kunst, og vi har heldigvis stadig to gadesygeplejersker," siger Anette Poulsen.

Lone Norlander Smith vil tage sagen op på sundhedsudvalgets møde den 19. februar, hvor der også vil være mulighed for foretræde.