Blachman giver kreativ og provokerende saltvandsindsprøjtning i Lystrup
Den kendte X factor-dommer debuterer med brandtale om kreativitet hos OfficeLab
Den TV-kendte Thomas Blachman gæster torsdag 24. maj virksomhedsfællesskabet Officelab Kirstinelund i Lystrup med et nyt foredrag om idérigdom og kreativitet. Under overskriften 'Hvad længes du efter?' vil han udfordre de fremmødte til at lytte til deres længsler og handle på dem.
Den sidste DR-producerede udgave af X Factor er næste lige løbet over skærmen, men den fabulerende dommer med de store armbevægelser vil gerne igen på alles læber med, hvad han selv kalder for en brandtale. Man skulle ellers tro, at tre måneders non-stop TV-cirkus - der ovenikøbet kulminerede i Blachmans sejr med gruppen 'Place on Earth' - ville give anledning til en tiltrængt orlov. Men for manden med de mange meninger var det snarere en anledning til at træde endnu højere op på talerstolen.
Vil have idéer på skoleskemaet
Som de fleste nok har bemærket er 55-årige Blachman i den grad en mand, der udnytter sit talerør. Dette gælder både, når han roser og revser unge sangtalenter, og når han blander sig i samfundsdebatten. Efter X Factors afslutning er de musikalske krumspring for en stund skiftet ud med et emne, der også står hans hjerte nært: Nemlig kreativitet. Hvad der oprindeligt tog sin form i pamfletten 'Længe leve den kreative masse', har siden udviklet sig til en høring i Folketinget og senest programserien på DR 'Blachman på skemaet', hvor Thomas Blachman vil bevise, at man kan skabe sprudlende, idérige elever gennem undervisning i kreativitet.
Et såkaldt idéfag står således øverst på dagsordenen for jazzmusikeren, men det er ikke kun folkeskoleeleverne, der ifølge Blachman trænger til en kreativ saltvandsindsprøjtning. Når han lægger vejen forbi Lystrup 24 maj, bliver det med et provokerende indspark i debatten om, hvordan vi skal blive verdens førende nation, når det gælder kultivering af idérige, driftige individer.
Elsket og hadet
Direktør hos OfficeLab Kirstinelund, Christoffer Broberg Flintholm, vedkender sig, at valget af Thomas Blachman som oplægsholder er et, der deler vandene:
“Han er en medieskikkelse, som de fleste har en holdning til. Nogle elsker ham for hans bramfrihed, andre kan ikke fordrage ham af samme årsag. Men han tør gå imod strømmen og udfordre os til at tænke anderledes og betragte vores ressourcer på nye måder, og han har hånden på kogepladen - hvilket for os er meget mere interessant end en profil, der allerede har opnået succes,” siger han i en pressemeddelelse.
På trods af de delte holdninger til mennesket og fænomenet Blachman, er direktøren ikke i tvivl om, at X Factor-dommeren kommer til at inspirere tilhørerne:
“Hos OfficeLab synes vi især, Thomas Blachman er et interessant navn, når snakken falder på kreativitet og idégenerering. Hans opfordring til, at vi handler på vores idéer og længsler, stemmer rigtig godt overens med de visioner, vi har for fællesskabet herude. Vi forsøger netop at skabe et miljø, der giver virksomhederne mod på at dele viden og idéer med hinanden. Når vi gør det, har vi det bedste fundament for vækst og kan udnytte vores ressourcer, hvor de skaber mest værdi,” siger Christoffer Broberg Flintholm
Hvis du vil se idéerne blomstre i Lystrup, kan Thomas Blachman opleves torsdag 24. maj klokken 14.30-17 på OfficeLab Kirstinelund. Billetter koster 250 kroner og kan bestilles her.