Fortsæt til indhold

At plante et træ for afdøde og for fremtiden

Træplantning ved Åholm på Skovens Dag søndag 6. maj

Samfund
Anette Bonde

To ganske forskellige parter samarbejder ved den nye 15 ha skov ved Åholm, der er en del af Himmerigskoven. Bedemandsfirmaet Unik Begravelse ærer de afdøde, mens organisationen Growing Trees Network arbejder for de levende og de endnu ufødte.

I praksis laver Growing Trees Network skovrejsning til gavn for renere luft og fremtidens drikkevand, og Unik Begravelse, Aarhus og Favrskov, donerer et træ for hver begravelse, virksomheden står for.

På Skovens Dag søndag 6. maj klokken 14-16 inviterer Growing Trees Network alle til at være med til at plante. Unik Begravelse henvender sig særlig til dem, der vil plante et mindetræ.

Der er p-plads ved Th. Nielsensvej 5, Hinnerup. Arrangementet begynder med taler og en fælles skov-sang. På talerlisten er borgmester Nils Borring, Lars Heiselberg Vang Jensen, Growing Trees Network, og en repræsentant for Naturstyrelsen. Der vil blive fortalt om konceptet med nye folkeskov med takkehilsner til dem, som har hjulpet Himmerig Folkeskov.

Det er Naturstyrelsen, Hinnerup Vandværk og Favrskov Kommune, der overordnet står for skovrejsningen ved Himmerigskoven. Growing Trees Network tilplanter og finansierer træerne gennem donationer til arealet ved Åholm, også kaldet Himmerig Folkeskov.

Læs også: Skovrejsning Himmerigskoven: "Man kan snart blive væk"

Låner træer fra naturen

Bedemand Mette-Marie Nikolajsen, Unik Begravelse, ser en logisk sammenhæng mellem kister og træplantning.

“Vi låner jo træerne fra naturen til kister.”

Unik Begravelse har siden 2014 plantet over 600 træer i samarbejde med Growing Trees Network, der arbejder over hele landet.

“Det er dejligt, at der nu bliver plantet i Favrskov. Det giver god mening at invitere de familier, vi har hjulpet, til at plante et træ for den, de har mistet. På den måde kan man gå i den fredede skov og følge det særlige træ, man selv har plantet. Og så er det en dejlig tanke, at der plantes oven på drikkevandsreservoirer.”

“Alle kan plante fire træer”

Lars Heiselberg Vang Jensen mener at muligheden for at plante et træ, kan appellere til alle, der tænker miljø og bæredygtighed.

“Ikke alle har mulighed for fx at sætte solceller op, men alle kan plante fire træer.”

Man kan donere træer via Growing Trees Networks hjemmeside. Prisen pr træ er 20 kr. inkl. tre års vedligeholdelse. Beløbet kan trækkes fra i skat.