Aarhus Kommune vil have bæredygtige møbler
Aarhus Kommune er på vej med landets første møbelstrategi med bæredygtighed i centrum
Aarhus Kommune er på vej med en bæredygtig møbelstrategi, som skal bidrage til at nå kommunens mål om at være CO2-neutral i 2030.
Kommunen køber møber for 45 millione kroner om året, og 'strategien er et nødvendigt kursskifte for at sætte fart på den grønne omstilling', oplyser kommunen i en pressemeddelelse fra borgmesteren.
"Vi står overfor en enorm klimaudfordring, som vi er forpligtet til at tage alvorligt. Vi skal gå forrest, tage ansvar og handle og som kommune være driver på en bæredygtig udvikling. Med vores nye møbelstrategi kommer vi til at ændre holdninger og adfærd internt og til at udfordre vores leverandører og samarbejdspartnere eksternt. Vi sætter miljømæssig, social og økonomisk bæredygtighed i centrum," siger borgmester Jacob Bundsgaard (S).
I forbindelse med møbelstrategien, der ifølge kommunen er landets første, forventes det at undersøge mulighederne for:
- at gøre det nemmere at handle eller bytte genbrugsmøbler eller reservedele via en virtuel markedsplads på kryds og tværs mellem alle magistratsafdelinger i kommunen
- at affald på kommunens genbrugsstationer fremover blandt bliver brugt til at producere nye møbler af i stedet for at blive brændt
- at møbler fra 2030 bliver transporteret fossilfrit til kommunen
- at møbelleverandørerne samarbejder med magistratsafdelingen for Sociale Forhold og Beskæftigelse om at bruge borgere på kanten af arbejdsmarkedet til for eksempel rengøring, reparation, upcycling og transport af genbrugsmøbler samt til kildesortering af møbelaffald og dermed hjælpe dem på vej til ansættelse og beskæftigelse
- at gøre det nemmere for kommunens indkøbere at træffe det bæredygtige valg, ved at CO2-aftrykket på nye møbler bliver oplyst
Strategien vil blive sendt til høring og forventes at blive behandlet i byrådet i april 2020.
jr