Fortsæt til indhold

Ungdomsklub får ingen permanent placering

Unge i Hadsten står uden faste lokaler til fritids- og ungdomsklub, da kommunen ikke kan finde en permanent løsning før 2019.

Samfund
Af Alexandra Bach

Forvaltningen kan ikke finde et egnet sted til ungdomsklubben i Hadsten. Det betyder, at den nu midlertidigt skal ligge i Børnehuset på Vinterslevvej, der har stået tomt siden 1. marts.
Ungdomsklubben flytter derfor fra Sløjfen, hvor den har den ligget midlertidigt i en pavillon, siden klubbens lokaler på Kirkevej brændte i august 2013. Den pavillon skal ifølge reglerne fraflyttes efter tre år.
”Fra forvaltningens side er man ikke klar til at pege på, hvor den gode placering for en permanent løsning er. Det piner mig, at vi ikke har det, for det er jo noget, der har trukket ud, siden at den gamle klub brændte,” lyder det fra Isabell Friis Madsen, (S), formand for Børne- og skoleudvalget.
TV: Brandfolk var i stor fare under brand

Måske Hadsten Skole

Hun fortsætter, ”Når vi nu flytter det derop, så har de unge noget tid der, inden vi finder en permanent løsning.”
Isabell Friis Madsen fortæller, at forvaltningen gerne vil finde en placering omkring Hadsten Skole samtidig med, at der bliver taget højde for, hvad det er for nogle bygninger, kommunen allerede har. ”Vi har en dagsorden om, at vi ikke skal have mange kommunale bygninger og bruge flere penge end højest nødvendigt,” understreger hun.
TV: Nabo til brand frygtede for sit eget hus

Stå klar i oktober

Arbejdet med en permanent placering løber frem til midten af 2017, og vil ske i dialog med ungdomsskolens bestyrelse, medarbejdere, skoler og ungdomsuddannelser i Hadsten.
”Vi har talt med ungdomsskolens bestyrelse, og de er meget positive i forhold til den her midlertidige løsning. Var det noget, som de havde været kede af, så havde det været en anden sag,” fortæller hun.
På et møde i Børne- og skoleudvalget mandag 15. august, bliver der taget stilling til den midlertidige placering på Vinterslevvej.
Efter planen skal lokalerne til ungdomsklubben kunne stå klar til brug i midten af oktober.