Endelig bliver Lille Nyhavn en realitet
Syv år efter at et byggeprojket ved Skanderborg Sø blev sat i søen, godkendte byrådet lokalplanen i håb om, at denn nye bydel vil pynte på den omdiskuterede Adelgade
Lige siden erhvervsmanden Lars Kromand i November 2006 præsenterede sit ønske om at etablere et Christianshavn-lignende bymiljø imellem Adelgade og Skanderborg Sø, har idéen mødt bred opbakning i befolkningen. Men det er ikke let at få et så by- og sønært projekt til at rette ind efter diverse myndighedskrav, så det har taget nogle år og en del tilretninger at nå frem til den lokalplan, som et enigt byråd onsdag sagde ja til.
"Vi ser utroligt positivt på, at Lille Nyhavn nu endelig kan blive en realitet og vi tror, at det får stor betydning for miljøet i Skanderborg Midtby. Adelgade er måske ikke verdens skønneste at have som butiksgade, men med Bloms Butikker i den ene ende og Lille Nyhavn i den anden ende, kan vi måske få skabt et butiksmiljø, i stedet for noget, der lige nu mest af alt minder om en landevej igennem Skanderborg," sagde byrådspolitiker Christina Bottke (V).
Det fik borgmester Jørgen Gaarde (S) til at følge op med en munter kommentar om, at han ikke forstår al den negative snak om Adelgade, som senest blev udtrykt i Lokalavisen i sidste uge, hvor byrådskollegaen Claus Leick (SF), udtrykte et ønske om, at byrådet snart gør noget ved den udskældte hovedgade.
"Jeg forstår ikke al den snak om Adelgade. Den er da helt unik og der findes ikke noget ligende i hele Danmark," sagde borgmesteren om det snørklede vejforløb, som blev anlagt i 1992.
Hvor meget og hvor lidt Lille Nyhavn vil forskønne miljøet i Skanderborgs centrum vil vise sig, når byggeriet af de 56 lejligheder, 3100 kvadratmeter erhverv og en parkeringskælder med plads til 120 biler er afslluttet. Den tålmodige erhvervsmand, som for mange år siden opkøbte alle de ejendomme, hvor byggeriet skal opføres, vil endnu ikke løfte sløret for, hvornår det første spadestik til det store byggeri bliver taget.
"Jeg kan ikke løfte sløret for hvad, hvornår og hvordan, vi løber projektet i gang, men jeg vender tilbage," lyder meldingen fra Lars Kromand.