Reden beroliger sine brugere efter meningsløst hærværk
Hærværk har ramt værestedet Reden. For lederen er det vigtigt at have fokus på at det er tilfældigt hærværk
Værestedet Reden er over nytåret blevet ramt af groft hærværk. Ukendte gerningsmænd har raseret stedet, der dagligt tilbyder hjælp til 15-25 udsatte kvinder. Udover at alting på stedet er væltet og flere ting smadret er også en brandhane åbnet, og vand er spulet ud over gulvene. Synet af meningsløst hærværk kan være voldsomt, og især overfor brugerne af huset, kvinderne, vil leder Anders Sørensen gerne have fokus på, at hærværket er tilfældigt.
"Det er vigtigt, at vi får set vores målgruppe og beroliget dem. Det ligner ikke personhævn. Det her ligner groft meningsløst hærværk," siger han.
Flere af brugerne har været forbi og fået en snak med personalet.
"Det er vigtigt, at der ikke bliver lavet teorier på gaden om, hvem der har gjort det. Det er jo et hårdt miljø, kvinderne kommer i. Vi kan ligeså godt få snakket om det, så de er klar over, at det ikke er personligt," siger lederen.
Andre væresteder tager over
Lige nu kan Reden ikke bruges. Der er store vandskader på alle trægulve. Personalet står klar til at få ryddet op så hurtigt som muligt, så brugerne ikke skal møde det voldsomme syn.
"Vi skal have en taksator ind i morgen, og så håber vi, at vi kan få lov at komme ind og rydde op," fortæller Anders Sørensen.
Flere af brugerne har været forbi, og personalet har, udover at berolige, også ledt kvinderne hen til andre væresteder, hvor der er plads, blandt andet hos Kirkens Korshær.
"Vi har kontaktet Kirkens Korshær og herberg og bedt dem tage sig godt af kvinderne når, de kommer. Vi har omkring 8-10 overnattende kvinder hver nat," siger lederen.
Han glæder sig til, at hverdagen igen kan starte, og Redens personale igen kan koncentrere sig om det, som de er gode til.