Børn sætter Verdensmål: Ingen kan gøre alt – men alle kan gøre noget
Skanderborg Realskoles SFO har sat fokus på FNs Verdensmål
Skanderborg Gennem de seneste tre uger har børnene i Skanderborg Realskoles SFO knoklet løs med deres forårsprojekt, hvor de denne gang har sat der fokus på FN´s Verdensmål. Projektet har de døbt 'Ingen kan gøre alt - men alle kan gøre noget', og det er især to af verdensmålene, de har arbejdet med, nemlig at passe på livet i havene og livet på land.
"Vi undrer os over den mængde plastik, der flyder på gader og stræder og i vores egen skolegård. Målet er derfor, at gøre børnene mere bevidste om at få affald smidt i skraldespanden, og at affald skal sorteres og genbruges," forklarer SFO-leder Janne Lenz om baggrunden for projektugerne.
Plastik er allevegne
"Børnene har hørt om problemerne med plastik i verdenshavene, og om dyrene, der dør af at æde plastik, og hvordan plastik i sidste ende ender hos os selv i vores egen fødekæde," fortæller hun. I SFO'en har børnene blandt andet set film produceret af Plastic-Change, der netop arbejder for at reducere plastik i verdenshavene. Desuden har de ældste klasser besøgt genbrugsstationen og set, hvordan al affald sorteres så mest muligt ender til genbrug.
Undervejs er der også blevet talt om, hvad man selv kan gøre for at passe på naturen, og for at spare på plastikposerne, har børnene dekoreret frugtposer til eget brug. De og deres forældre har i løbet af projektugerne samlet plastikemballage, der er blevet genbruget til sjove havdyr - og til at komme i maven på en kæmpefisk, der er bygget for at illustrerer, hvad der reelt sker, når plastikken ender i naturen. Samtidig har børnene lavet små fine insekthoteller. "Vi er som voksne rollemodeller for børnene, så vi må gå foran med et godt eksempel," understreger SFO-lederen.
"En forælder har sponseret krus af organisk materiale til afslutningsfesten, og i vores morgen-SFO får vi installeret en opvaskemaskine, så vi undgår at bruge engangskrus af plastik. Vi er udmærket klar over, at vi blot er en lille brik i det store univers, men vi er nødt til at starte et sted – og hvis dette projekt kan øge bevidstheden hos børnene og reducere affald i skolegården, ja så er vi godt i gang," konstaterer Jane Lenz.