Værkstedshumor og fællesskab gav Johnny livsgnisten tilbage
Et par timer om ugen i praktik hos Siggaard Biler, gør en verden til forskel for udviklingshæmmede Johnny
Voerladegård, Gl. Rye Det er onsdag formiddag og dermed en særlig dag for 44-årige Johnny fra Solsikkens bofællesskab i Voerladegård, som hører under Bostederne Skanderborg. Hver onsdag siden starten af året har han taget en flextaxi til Burmlundvej i Gl.Rye for at møde ind klokken ni på sin praktikplads hos Siggaard Biler.
"Jeg fejer værkstedet og støvsuger bilerne, fjerner blade og grene udenfor og henter træpiller og fylder dem på fyret. Jeg er meget glad for at være her," fortæller han, der er faldet rigtig godt til på værkstedet hos Kenneth og Kia Siggaard. Faktisk så godt, at Johnny også tager del i værkstedshumoren.
En del af fællesskabet
"Johnny hjælper os med de opgaver, vi ellers ikke lige får gjort, og så er han god til at se, hvad der trænger til at blive gjort. Vi er rigtig glade for at have Johnny på besøg. Han er med os rundt, når vi henter reservedele eller har biler til syn, og vi hygger os også tit over en kop kaffe sammen." fortæller Kia.
"Johnny har prøvet flere forskellige aktivitetstilbud af, men ikke rigtig fundet noget, der passede til ham. Det er lykkedes nu. Johnny er glad, og han føler sig som en del af fællesskabet. Tidligere gik Johnnys dage foran tv'et, men praktikpladsen har betydet, at Johnny har fået løst til at tage initiativ til flere ting, når han er hjemme i stedet for at sidde alene," fortæller Brit Kristensen, der er socialpædagog på Solsikken.