Minister på rundtur fra tidlig morgen i Favrskov
Troels Lund Poulsen lagde ud i Hammel og sluttede i Hadsten mandag
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) var tidligt på færde mandag morgen.
Allerede klokken 07.30 besøgte han Wavin i Hammel for at høre om virksomhedens fokus på sikkerhed, sundhed og innovation. Wavin vægter også den personlige udvikling meget højt.
Efter morgenstarten i Hammel, kørte ministerbilen videre mod Expedit i Hadsten, hvor Troels Lund Poulsen fik et indblik i, hvordan Expedit integrerer nydanskere i virksomheden.
Sluttede på DjH
Den jydske Haandværkerskole på Ellemosevej i Hadsten var sidste stop for ministeren på rundturen i Favrskov Kommune.
Klokken var 10.30, da ministerbilen trillede op foran hovedindgangen, og så fik Troels Lund Poulsen sammen med Venstres folk i Favrskov, Anders G. Christensen og Michael Jensen - der begge havde været med siden Hammel - et indblik i, hvad den store skole gør, for at de unge gennemfører deres uddannelse og efterfølgende får et arbejde.
Efter en rundtur blev der lejlighed til for beskæftigelsesministeren at snakke med de unge i haandværkerskolens café.