Ry-Emborg Skytteforening: En frisk 150-årig
Det er vist nok Ry's ældste forening, og Ry-Emborg Skytteforening kører med sine 150 år rigtig godt
Ry-Emborg Skytteforening fejrer i år sit 150 års jubilæum med en række arrangementer hen over hele året.
Foreningen blev stiftet i 1870 af lærer Meldgaard i Emborg. Det var lige efter krigen i 1864, hvor også mange andre skytteforeninger rundt om i Danmark blev stiftet.
"Byen Ry dateres tilbage til 1871, hvor jernbanen kom. Derfor er skytteforeningen muligvis den ældste forening i Ry," konkluderer formand Preben Rasmussen.
Jubilæet markeres ad flere omgange i løbet af jubilæumsåret. I marts er der jubilæums-turnering for medlemmerne, i maj sponsorarrangement, i juni sommerfest for medlemmerne, i august åbent hus for alle, og i september en jubilæumsturnering for de østjyske klubber.
Highfives og gensyn
Den gamle forening har et godt tag i børnene og de unge. Allerede tyve minutter i 18 tirsdag aften ankommer de første, og der er highfives og hilsner, når skytterne fra børne- og juniorholdet mødes i klubhuset på Skanderborgvej ved Ry. Holdleder Karl-Erik Sørensen lægger ikke skjul på, at han nyder de unge skytters entusiasme, og han glæder sig lige så meget som dem til tirsdag aften.
"Det primære er fortsat skydningen, men det sociale vægtes højt. Børn finder her en kammeratskabskreds," fortæller Karl-Erik Sørensen.
Han suppleres af Preben Rasmussen.
"Man ved, at skydning er særlig velegnet for børn med ADHD og autisme. Derfor støtter DGI op om skydning for disse børn."
Skytterne er på banerne i hold og instrueres af Karl-Erik Sørensen og to-tre hjælpere. Dem, der venter på ledige baner, hygger sig imens i klublokalet, hvor der er et sofahjørne med playstation.
Nye kræfter og nye tiltag
I alt er der i dag 25 børn og juniorer i skytteforeningen og cirka 50 voksne. Bare for tre år siden var medlemstallet nede at vende på cirka 50, heraf fem-seks børn. Så kom nye kræfter til i bestyrelsen og der blev taget en række nye initiativer, blandt andet blev lokalerne moderniseret og frisket op, og man fik gang i en mere effektiv kommunikation til forældre og medlemmer. Og forældrene blev bedt om ikke at gå med børnene på skydebanen på træningsaftnerne, så børnene bedre kan koncentrere sig..
Det virker. Børne- og juniorskytterne rykker op i klasserne, og socialt er der nu blevet etableret en egentlig klub-atmosfære. De fleste skal i øvrigt med til Individuel DM 14. marts i Vingsted, og børnene har kvalificeret sig som ét af 3 østjyske hold til hold-DM.
Også de voksne gør det godt. For eksempel har pistolskytterne kvalificeret sig til hold ved DM 28. marts med et 4-mands hold. Her deltager både Karl- Erik Sørensen og Preben Rasmussen.
"Det handler om fokus, at udfordre sig selv og blive bedre og bedre," forklarer Karl Erik Sørensen om fascinationen af skydesporten.
Han har skudt i fem år. Preben Rasmussen har skudt i næsten 30 år, blandt andet i en del år sammen med sine døtre, der startede da de var henholdsvis seks og otte år.