Fortsæt til indhold

Hotel Royal vil være Aarhus' nye gå i byen sted

Ny restaurant og cocktailbar skal få aarhusianerne til at kigge ind på Hotel Royal

Samfund
Arkiv

Der er sket ting og sager på Hotel Royal på Store Torv i Aarhus, efter ejeren Familien Richard Pedersen for et halvt år siden selv overtog driften af byens mest kendte hotel.

Hotellet har fået en større makeover, og al forplejning er lagt i hænderne på Søren Jakobsen og William Jørgensen, der i forvejen driver Michelin-restauranten Gastromé på den anden side af gaden.

De har overtaget hotelrestauranten, der har fået navnet Atrium, og har også åbnet en cocktailbar med samme navn på hotellet.

Gå i byen sted

Hotellet håber, at den nye restaurant og cocktailbar vil åbne bysbørnenes øjne for det ikoniske hotel i midtbyen.

”Desværre tror mange aarhusianere, at Hotel Royal er lukket land for dem, men det er en forkert opfattelse at have. Vi vil rigtig gerne vise, at vi er byens hotel, og særligt nu hvor vi har en restaurant og cocktail bar af høj klasse. Så aarhusianerne skal nu til at vænne sig til, at når de er i Aarhus C, så er det naturligt at kigge ind på Hotel Royal og spise frokost eller aftensmad, eller få sig en cocktail i baren blandt voksne mennesker,” siger hotelmanager Lilian Lenbroch i en pressemeddelelse fra Hotel Royal & Restaurant Atrium.

Reception

Alle får mulighed for at se den nye hotelrestaurant og den nye penthouselejlighed på toppen af Hotel Royal, når hotellet fredag 23. august inviterer til åbningsreception. Receptionen begynder kl. 12 og varer til kl. 17. Om aftenen kan man købe en gallamiddag, og fra klokken 23 er der fri entré i Royal Casino hele natten.

Udeservering

Restaurant Atrium har fået egen indgang fra Store Torv, og næste år står den på udeservering på pladsen overfor domkirken.

”Det er kun få uger siden, at vi fik tilladelsen, men det har allerede givet os et fingerpeg om, hvad vi har i vente i den retning. Store Torv har ofte fået skæld ud over, at det ikke er hyggeligt, og det er for mennesketomt. Det vil vi gerne være med til at lave om på, derfor går vi nu i gang med et udvikle et koncept, så vi er klar fra foråret 2020 til at lave udeservering på Store Torv, der passer ind i stilen på Hotel Royal,” siger Søren Jakobsen, medindehaver af Restaurant Atrium.

Atriums menu er inspireret af konceptet på Gastromé, og der vil være klassikere med inspiration i de to kokkes opdragelse i det franske køkken.

”Vi vil forsøge at ramme det klassiske, men også lade de udenlandske gæster mærke, at de er i Danmark,” siger Søren Jakobsen.

jr