Område i rivende udvikling: Aarhus K har fået eget fællesråd
Nyt råd er lokalområdets talerør til kommunen og skal give politisk indflydelse på blandt andet trafik, lokalplaner og byplanlægning
Nyt område, nyt fællesråd. Og masser af idéer. Der er mange tanker bag det nye fællesråd for bydelen Aarhus K, der strækker sig fra Thorvaldsensgade, Musikhuset, Åparken og Ceres Byen langs Godsbanen og ud til Aabrinken på hjørnet af Ringgaden og Søren Frichs Vej.
Området er fuld af kreativitet og nybyggeri, og det er blandt andet derfor, det nye fællesråd er blevet dannet. Et fællesråd er et lokalområdes talerør til kommunen - en paraplyorganisation for blandt andet lokale grundejer-, beboer- og borgerforeninger, andre foreninger, institutioner, skoler og beboere. Og der er brug for et fællesråd med alt det, der sker, mener Peter Thyssen, som er med i bestyrelsen for fællesrådet i Aarhus K og tidligere rådmand og medlem af Aarhus Byråd.
Hjælper og vejleder
”Området er i rivende udvikling, og derfor er det vigtigt, at kommunen har føling med, hvad der rører sig lokal. Lige så vigtigt er det, at vi kan holde kommunen i ørerne, så der ikke bliver vedtaget lokalplaner med videre hen over hovedet på os i området. Vi vil gerne tage fat i de nye lokalplaner for området, trafik og infrastruktur, planer om rekreative områder og meget andet. Samtidig er vi en hjælpende hånd, hvis du har brug for at finde vej i det politiske system, for det er ikke altid let. Fællesrådet er et værktøj, du kan bruge, en konstruktiv dialogpartner som bygger bro mellem kommune og lokalområde, og som hjælper og vejleder. Man skal bare tage fat i os, så er vi der," siger Peter Thyssen.
Stor interesse
Det nye fællesråd blev dannet i foråret på en stiftende generalforsamling på VIA University i Ceresbyen. Her blev der valgt syv medlemmer til bestyrelsen, og mange borgere, foreninger, institutioner og virksomheder dukkede op for at høre mere og vise sin opbakning, fortæller Peter Thyssen.
Forud for dannelsen af fællesrådet er der i længere tid arbejdet med vedtagelse og udformning af vedtægter, fællesrådets formål og meget andet. Nu er bestyrelsen og de øvrige medlemmer klar til at tage arbejdstøjet på og gøre en indsats for lokalområdets udvikling.
”Der er meget at tage fat på, for eksempel i forhold til kommunens byfortætningsstrategi og 'livet mellem husene'. Hvor meget mere byggeri har vi brug for, og hvor er det liv mellem husene henne? Det er der ikke rigtig, så hvordan vi får skabt det? Sådan nogle emner tager vi op, men vigtigst af alt er at få input fra lokalområdet, så de ægte græsrødder får en reel stemme og indflydelse på politiske beslutninger,” siger Peter Thyssen.
Hvis du har en sag eller et emne, som fællesrådet for Aarhus K skal gøre noget ved, kan du skrive til bestyrelsen@faellesraadet-aarhus-k.dk. Efter planen er der en hjemmeside klar i slutningen af november.