Fortsæt til indhold

Tre vidt forskellige foreninger i spil

Hammel GF har opstart af e-sport og bordtennis kontra Hadsten Håndbold, der er indstillet til årets forening og Søften GF, der vokser socialt og ud af sine rammer

Samfund
Kian Johansen

Guldfesten Det er tre forskellige foreningstyper vi skal vælge imellem i dysten om at blive årets forening.

e-sport og bordtennins

I 2018 havde Hammel GF 100 års jubilæum og det blev fejret hele året så det gav genklang i hele Østjylland. Der blev blandt andet afholdt tre gange Åben Idræt med 450 deltagere hver gang.

Jubilæumsbanko trak 600 gæster, mens DM-Acro gymnastik blev afviklet, mens Oldboys Fodbold Landskampen mod Hammel GF trak 1749 gæster. Og det er kun et uddrag af årets aktiviteter.

Derudover arrangerede HGF naturligvis også masser af sport. Stævner, turneringer, gymnastik opvisninger, Gymnastik Galla, Badmintonopvisning med Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen, Fodboldkamp AGF mod Hammel. Hammel GF har ca. 800 frivillige - til Hammel Hestemarked er over 350 i sving.

I 2018 kom e-sport også til live i Hammel GF og der er nu omkring 80 medlemmer. Der er også startet en bordtennis afdeling op i 2018. Foreningen tæller 12 afdelinger og ca. 3.700 medlemmer.

Årets håndboldklub?

Hadsten Håndbold er igen i år indstillet som Årets Håndboldklub 2019. I 2018 blev den blandt de tre nominerede. Med langt over 500 medlemmer ligger Hadsten Håndbold i top ti i Danmark som den håndboldklub der har flest medlemmer.

En af sucesserne er Trille Trolle håndbold for de yngste, der involverer både forældre og børn. Med Favrskovs højest rangerende damehold i 1. division har Hadsten Håndbold formået både at tilgodese eliten og breddeidrætten.

Sportslig og social succes

Søften GF Fodbold har gennem de sidste 10 år udviklet sig enormt.

På den sportslige side ligger man i Jyllandsserien på både dame- og herresiden. For få år siden hed det Serie 2 og 3. Den sportslige udvikling tager grobund i et fantastisk socialt fællesskab.

De bedste spillere har ikke været så fristet af at skifte til højere rangerende klubber. Det er et socialt fællesskab, der er skabt af en lang række ildsjæle, som har ydet en enorm indsats for at skabe de bedst mulige rammer for spillerne. Disse rammer og en voksende fodboldafdeling har også skabt nye tiltag i klubben som f.eks. afholdelse af DBU’s årlige fodboldskole i sommerperioden samt tiltrukket andre spændende DBU-aktiviteter.

Men den voksende interesse har også betydet, at klubben efterhånden er vokset ud af dens noget beskedne rammer. Dette er også bemærket ved kommunen, der netop har vedtaget planerne for et helt nyt fodboldanlæg med en mere end fordobling af banearealet, plus en kunststofbane. Frivillige kræfter i klubben har indsamlet omtrent 500.000 kr. af de nødvendige 2.000.000 kr.