Fortsæt til indhold

Nyt mediehus skyder op på havnen i Aarhus

Jyllands-Posten bygger et åbent og transparent mediehus i fem etager

Samfund
Jeppe Rafn

Boliger og virksomheder skyder op i stor stil på havnen i Aarhus i disse år. En af virksomhederne er Jyllands-Posten, der er godt i gang med at bygge et nyt mediehus ved Filmbyen, som er klar til indflytning i slutningen af 2019.

"I modsætning til vores nuværende faciliteter i Viby med klassiske kontorlokaler er det nye mediehus meget mere fleksibelt indrettet, så vi kan arbejde på tværs af redaktioner og kommercielle afdelinger. Vi skal indstille os på forandringer, for det er svært at sige, hvordan medielandskabet ser ud om fem år," siger administrerende direktør i JP/Politikens Hus, Stig Kirk Ørskov.

Foruden omkring 300 ansatte i Jyllands-Posten flytter Politikens Lokalavisers Aarhus-kontor samt Ekstra Bladets Aarhus-redaktion med ind i det nye hus.

Slipper for hegn

Set udefra bliver mediehuset på havnen noget mere imødekommende end Jyllands-Postens nuværende hovedsæde i Viby, der af sikkerhedshensyn er omkranset af hegn. Sikkerheden er så at sige indarbejdet i selve bygningen, så man kan tilbyde medarbejderne den samme sikkerhed, men de slipper for at være hegnet inde.

Bygningsfacaden mod havnen er beklædt med glas, og det fem etager høje og trekantede hus er bygget med et atrium i midten på de fire øverste etager.

Mediehuset i fem etager bliver bygget op omkring et atrium.

"Det er et meget åbent og transparent hus, som afspejler det vi gerne vil være i forhold til både læsere og annoncører. Der bliver af sikkerhedshensyn ikke umiddelbar adgang til bygningen, men vi får et stort auditorium, som vi kan bruge til publikumsvendte arrangementer," siger administrerende direktør i JP/Politikens Hus, Stig Kirk Ørskov.

Rørende modtagelse

Koncerndirektøren glæder sig over, at Jyllands-Posten og Lokalavisens Aarhus-kontor med det nye kontor kommer tættere på byen og bliver en del af det spirende havnemiljø og nabo til blandt andre Filmby Aarhus.

"Vi var slet ikke i tvivl, da vi fik muligheden for at bygge i disse charmerende og unikke omgivelser. Det bliver et kreativt kraftcenter, og det vil helt sikkert gavne både Jyllands-Posten, Politikens Lokalaviser og Ekstra Bladet at komme hen et sted med virksomheder, der ligner os selv. Vi glæder os til samarbejdet og er helt rørt over den modtagelse, vi har fået fra Filmbyen."

Jyllands-Postens nye hovedsæde ligger på havnen i Aarhus ved siden af Filmbyen.

"Jeg kan heller ikke lade være med at rose Aarhus Kommune for en helt enestående modtagelse på havnen. Kommunen har været meget hjælpsom, også selvom vi har nogle særlige sikkerhedsrammer at tage hensyn til," siger Stig Kirk Ørskov.

Opfylder alle behov

Som nævnt flytter Politikens Lokalavisers Aarhus-kontor med ind i Jyllands-Postens nye mediehus på havnen. Lokalavisen holder i dag til på P. Hiort-Lorenzens Vej, en sidevej til Søren Frichs Vej, i 'almindelige' kontorlokaler, der ikke er skræddersyet til en medievirksomhed.

Administrerende direktør Morten Werge Kallmayer ser frem til, at Politikens Lokalavisers Aarhus-kontor flytter med ind i Jyllands-Postens nye mediehus på havnen i Aarhus.

"Vi glæder os rigtig meget til at flytte i et hus, der netop er skabt som mediehus og derfor som udgangspunkt opfylder alle vores behov. Vi ser også frem til at blive en del af et større redaktionelt miljø," siger Morten Werge Kallmayer, administrerende direktør for Politikens Lokalaviser.

Lokalavisens Aarhus-kontor udgiver Århus Onsdag samt Lokalavisen Aarhus Midt, Lokalavisen Aarhus Syd, Lokalavisen Aarhus Vest og Lokalavisen Aarhus Nord.