Fortsæt til indhold

Vil droppe nationale test i folkeskolen

Thomas Medom (SF) vil på baggrund af et lovforslag i Folketinget sætte nationale test i bero

Samfund
Arkiv

Det skal være slut med meningsløse test af folkeskoleelever i Aarhus.

Sådan har det lydt fra Børn og Unge-rådmand, Thomas Medom (SF), i lang tid, og nu fremlægger han et forslag om et helt stop for både de obligatoriske og frivillige nationale test.

Det oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

Det gør han på baggrund af et aktuelt lovforslag i Folketinget om, at skolernes ledelse i 2020 kan beslutte ikke at afholde testene. Det er forligspartierne bag folkeskoleloven, som har fremlagt lovforslaget, og dermed ser det ud til at gå igennem.

"De nationale test duer ikke, det står klart efter den omfattende evaluering af testene. De dækker ikke centrale dele af fagene, de er meget usikre på elevniveau, lærerne er utilfredse og oplever ikke, at testene bidrager til den pædagogiske praksis, hverken for enkeltelever eller på klasseniveau. Der er også en tendens til, at test bliver styrende for undervisningen fremfor læring og pædagogik. Derfor lægger jeg forslag frem om, at vi stopper testene helt," siger Thomas Medom.

Thomas Medom har nu sendt sit forslag i høring i fire uger hos skoleledelser, skolebestyrelser, foreninger og organisationer.

Det er dog ikke sikkert, at alle skoler i Aarhus kan slippe helt. Ifølge lovforslaget skal 20 procent af landets skoler med de svageste faglige resultater plus et antal skoler i tilfældigt udtræk fortsat gennemføre testene.

Og Aarhus Kommune har ikke fået svar fra Undervisningsministeriet på, hvor mange Aarhus-skoler der i den sammenhæng skal gennemføre nationale test.

"Det nærmer sig det meningsløse at hive elever, forældre og medarbejdere gennem en test, som både eksperter, lærere og forældre har trukket tæppet væk under. Og det gør det kun værre, at de vil gennemføre dem blandt fagligt svage elever," siger Thomas Medom.

I disse dage har skolerne mulighed for at tilmelde sig nationale test, som skal være holdt inden 30. april.

dp