Fortsæt til indhold

Dansk familie fanget på paradis ø: "Vi er trætte af, at vi ikke kan komme hjem"

Flere danskere er fanget på en ø i Maldiverne på grund af coronavirus

Samfund
Arkiv

Udenrigsministeriet oplyste søndag til nyhedsbureauet Ritzau, at otte danskere var fanget i Maldiverne på grund af coronavirus. Ifølge TV 2 skulle det dog omhandle ni danskere, og heriblandt i hvert fald en aarhusiansk familie. TV 2 har således snakket med Michael Friis, der bor i Aarhus.

Han er på ferie på øen Kuredu i Maldiverne med sin familie og kan i øjeblikket ikke komme hjem, da øen er ramt af coronavirus.

"Vi har det alle godt, men vi er trætte af, at vi ikke kan komme hjem," siger Michael Friis, der er af sted med kone, tre voksne børn samt en svigerdatter, til TV 2.

Maldiverne består af omkring 1200 øer, hvor knap 200 af disse øer er beboede. Årsagen til, at øen Kuredu er blevet lukket ned, er ifølge Ritzau, at to personer skulle være smittet med coronavirus af en italiener, der har været på øen. Der er endnu ikke noget, der tyder på, at danskerne på øen er smittet med coronavirus.

Omkring 106.000 er smittet med coronavirus på verdensplan, imens tallet i Danmark ligger på 35. Ved Aarhus Universitetshospital i Skejby har man taget nye midler i brug for at teste borgere for smitte. Det er en drive-in, hvor man kan komme kørende og få lavet en test af coronavirus, mens man sidder i bilen.

jwh