Fortsæt til indhold

Nyt autoværksted ser dagens lys i Hadsten

Efter 20 år i autobranchen åbner Dan Sørensen nu sit eget autoværksted i Hadsten

Samfund
Arkiv

Hadsten Hadsten Autoteknik er navnet på Dan Sørensens nye værksted på Over Hadstenvej 32.

"Jeg har længe gået med tanken om at blive selvstændig på fuldtid og åbne mit eget værksted," fortæller Dan Sørensen i en pressemeddelelse.

Faktisk har Dan Sørensen 20 års erfaring i branchen, men nu var tiden altså rigtig til det selvstændige liv:

"Jeg har brugt min fritid i de seneste syv år på at indrette værkstedet, som jeg gerne vil have det. Jeg har fået indrettet et hyggeligt kunderum, og nu synes jeg, at tiden var inde til at tage springet og åbne mit eget værksted på fuldtid."

Dialog med kunderne

Gennem sine mange år i branchen har Dan Sørensen fået indhentet masser af erfaring med blandt andet SEAT, Skoda og Hyundai.

"Det er vigtigt for mig at have en god dialog med kunderne. De skal jo have tillid til, at jeg tager mig godt af deres bil," siger Dan Sørensen, som har meldt sig ind i Teknicar værkstedskæden.

"Teknicar passer godt til det værksted, jeg ønsker at have, da det er en landsdækkende værkstedskæde med fokus på godt håndværk. Samtidig er vi en del af et fagligt netværk, hvor vi kan søge råd og vejledning blandt ligestillede," siger Dan Sørensen.

Dan Sørensen holder åbningsreception i dag, 6. marts, kl. 14-17. Der vil være grillpølser, øl, sodavand og popcorn.