Fortsæt til indhold

Skanderborg Kommune skal have ny kommunaldirektør

Kommunaldirektør Lisbeth Binderups åremålsansættelse udløber den 30. april 2020. Byrådet sætter gang i rekrutteringen af en ny kommunaldirektør til en af Danmarks hurtigst voksende kommuner

Samfund
Arkiv

Fælleden Efter ni år som kommunaldirektør i Skanderborg Kommune stopper Lisbeth Binderup, når åremålsansættelsen udløber den 30. april næste år.

"Det bliver godt for organisationen med den nyorientering, som det giver med udskiftning på topposten. Skanderborg har en velfungerende organisation, men der er selvfølgelig masser af ting, der kan gribes an på nye måder. Det er en attraktiv stilling," siger Lisbeth Binderup i en pressemeddelelse.

I denne måned tager Byrådet de første skridt hen mod ansættelse af ny kommunaldirektør.

"Nu skal vi have en grundig diskussion af hvilken profil, som skal stå i spidsen for vores mange dygtige medarbejdere. Under alle omstændigheder skal det være en person med stærke kommunikationsevner og faglig tyngde. En som både evner at udvikle vores kommune og som samtidig bærer de særlige værdier videre, som kendetegner den," siger borgmester Frands Fischer (S).

Lisbeth Binderup fortsætter efter 1. maj som rådgiver inden for ledelse og rekruttering i konsulenthuset Genitor.

bo