Boligskattereform udskudt i tre år
En lille million boligejere i provinsen kan blive taberne i regeringens udskydelse af boligskattereformen, da de havde udsigt til en lempelse af boligskatterne i 2021
skattereform Regeringens udskydelse af boligskattereformen med tre år til 2024 vil som udgangspunkt ikke betyde, at boligejerne skal have flere penge op af lommen.
Skatteminister Morten Bødskov (S) fastslog på et pressemøde onsdag 24. oktober, at boligejerne ikke vil stige mere i boligskat end forudsat i den oprindelige aftale fra 2017, og at retningslinjerne i den eksisterende skatteaftale dermed fortsætter. Det indebærer, at skattestoppet for ejendomsværdiskatten fortsætter, stigningen i grundskatten udgør fortsat maksimalt 7 procent årligt, og den obligatoriske indefrysningsordning af stigninger i grundskatten forlænges til 2024.
Både vindere og tabere
Ikke desto mindre har den nye udskydelse af boligskattereformen både vindere og tabere. Skatteministeriet anslår, at udskydelsen indebærer en ekstra indtægt for statskassen på anslået 10-12 milliarder kroner over tre år, hvis den eksisterende forligsaftale fastholdes.
Cirka 9 milliarder ventes at stamme fra, at omkring 980.000 boligejere får udskudt en lempelse i boligbeskatningen med tre år til 2024. Der er primært tale om boligejere uden for de store vækstområder som København og Aarhus, hvor ejendomsvurderingerne i mange tilfælde er sat for højt.
På den anden side får omkring 510.000 boligejere i primært de store og dyre byområder en lille fordel ud af udskydelsen. De får nu ekstra tre år, hvor de kan sælge deres bolig med en indbygget skatterabat over for køber. Tallene over vindere og tabere stammer fra Realkredit Danmark, som har baseret sine beregninger på oplysninger fra Skat.
Med boligskattereformen blev indehaverne af specielt de dyre ejerlejligheder i de store byområder udnævnt til taberne i kraft af store stigninger i grundskylden.
Ganske vist ville lejlighedsejerne modtage en skatterabat svarende til stigningen, men rabatten ville falde bort for boliger handlet efter 2020.
Med regeringens udspil er denne dato rykket tre år frem til ultimo 2023, hvilket alt andet lige vil have en positiv effekt på salgsprisen, hvis de snart vil sælge deres ejerlejlighed. Kommunikationschef i Nybolig, Thomas Hovgaard, vurderer derfor, at udsættelsen kan være med til at sætte gang i boligmarkedet de steder, hvor tvivlen og usikkerheden omkring betydningen af boligskatternes effekt har fået køberne til at udvise tilbageholdenhed.
Penge tilbage
Selv om boligskattereformen er blevet udskudt til 2024, vil nye ejendomsvurderinger blive udsendt fra andet halvår 2020 og løbende frem til primo 2022. I takt med udsendelsen af de nye og juridisk bindende vurderinger, vil de cirka 800.000 boligejere, der har betalt for meget i boligskat, få penge tilbage.
Skatteministeriet regner med at tilbagebetale cirka 14 milliarder kroner, hvilket i gennemsnit lægger op til et beløb på 17.000 til 18.000 kr. pr. boligejer.
De nye vurderinger vil have skattemæssig effekt fra 2021. Det indebærer, at boligejerne – som oprindelig planlagt - skal betale grundskyld ud fra de nye vurderinger i 2021. Modtager boligejeren først sin nye ejendomsvurdering i 2021, bliver skatten efterberegnet.
Bag udskydelsen af boligskattereformen gemmer sig en lille detalje, som især rammer husejere i områder med stigende boligpriser. I dag betaler den gruppe af boligejere ikke ejendomsskat af den fulde vurdering, men af den såkaldte grundskatteloftværdi, som er lavere end den offentliglige vurdering. Med de nye vurderinger, som får effekt i 2021, er der al mulig grund til at antage, at grundvurderingerne stiger for en stor gruppe af boligejere.
En højere grundværdi betyder, at ejendomsskatten kan stige med op til 7 procent årligt i en tre længere periode end hidtil.
Var boligskattereformen ikke blevet udskudt, ville grundskatteloftværdien for en række boligejere været nået op på niveau med den faktiske vurdering. I den situation ville boligejeren slippe for en årlig stigning på maksimalt 7 procent í ejendomsskatten.