Fem myter om stearinlys – passer de?
Er ren stearin bedst? Forurener bivokslys ikke? Er de mindst sundhedsskadelige lys Svanemærkede?
Lys Der er fem sejlivede myter om stearinlys. Læs her om de passer.
1. Stearinlys er ikke sundhedsskadelige: Forkert
En undersøgelse om danskernes brug af stearinlys, som YouGov har lavet for Videncentret Bolius, viser, at 39 % af danskerne mener, at stearinlys slet ikke, eller kun i mindre grad, er farligt.
Faktum er, at alle levende lys afgiver partikler og kulstofmonoxid (røggasser, som vi kender fra dieselbiler), der forurener luften i hjemmet. Forskerne ved endnu ikke præcist, hvor farlige stearinlys er for vores helbred, men meget tyder på, at de er sundhedsskadelige.
Du kan bl.a. begrænse forureningen fra levende lys ved at undgå, at flammen blafrer, slukke stearinlyset med en lyseslukker eller fugtede fingre og lufte godt ud med gennemtræk, når du har slukket lysene.
2. Levende lys af ren stearin er bedst: Forkert
Det er en sejlivet myte, at lys af ren stearin forurener mindre end andre slags levende lys. Adskillige undersøgelser viser, at et levende lys af stearin er et af de lys, der afgiver allerflest partikler, når det brændes. Andre lys, der afgiver endnu flere partikler, er duftlys, glimmerlys, gelelys og lys med påtryk.
Der er dog mange faktorer, der bestemmer om et levende lys er mere eller mindre sundhedsskadeligt, bl.a. lysets materiale, vægens længde og udformningen og omgivelserne lyset afbrændes i. Et dårligt lys af alternative materialer (fx soyalys, bivoks- eller palmelys) kan altså risikere at forurene lige så meget som et stearinlys.
3. Lys af bivoks forurener ikke: Forkert
Flere helse-websites fortæller, at bivoks ikke forurener, og at det desuden renser luften for f.eks. partikler, støv og pollen ved at producere negative ioner.
Ikke alle er dog enige i den påstand.
Ifølge ingeniør John Aarestrup Sørensen, der er udvikler af soyalysene By Ransborg, er bivokslys blandt de eneste lys, der afgiver flere partikler end stearinlys. Partiklerne i bivokslys består ifølge John Aarestrup Sørensen af uforbrændt kul fra bivoks, pollen og den voks, som vokstavlerne er lavet af.
Men vi ved ikke præcis, hvad partiklerne i bivokslys er lavet af, forklarer Ph.d. Kai Dirscherl fra Dansk Fundamental Metrologi (DFM). Og de partikler, der genereres, når et lys brændes, afhænger ifølge ham ikke nødvendigvis af materialets renhedsgrad, fx ren stearin eller ren bivoks, men om lysets struktur.
Jo lettere lysets materiale er knyttet sammen, jo lettere skifter det fra hårdt materiale til gas og vand, og jo større chance er der for, at der ikke udledes partikler ved forbrænding. Rester af bivoks kan teoretisk set godt være mindre farlige end andre lys, men Kai Dirscherl kender ikke til undersøgelser, der viser det.
DFM har også målt partikeludledningen fra bivokslys, og deres målinger viser modsat John Aarestrups, at bivokslys udleder færre partikler end stearinlys, men flere end soyalys. DFM har dog ikke medtaget målinger af ultrafine partikler under 100 nm (Nanometer) i disse målinger, som er med i John Aarestrups målinger. Levende lys producerer primært ultrafine partikler ifølge John Aarestrup Sørensen.
4. Svanemærkede stearinlys er mindre sundhedsskadelige: Forkert
Et svanemærket levende lys skal ifølge Miljømærkning Danmark leve op til en række specifikke kriterier inden for miljø, sundhed, kvalitet og sikkerhed. Men Svanemærket er som udgangspunkt et milljømærke og ikke et sundhedsmærke. Det er dog krav til både miljø- og sundhedsmæssige egenskaber af kemikalierne. Svanemærket stiller desuden krav til sodindex, hvor den gennemsnitlige værdi for sodindex fra 3 test skal være mindre end 0,3 Si/h for krone stagelys, 0,2 for bloklys og 0,1 for fyrfadslys. (sodning pr. time). Svanemærket tillader ikke tilsætning af en lang række sundhedsskadelige stoffer, bl.a. giftige tungmetaller, kræftfremkaldende opløsningsmidler og hormonforstyrrende phthalater, duftstof eller aroma.
5. Levende lys giver mindre forurening, hvis det er i en glasklokke: Forkert
Lufttætte stager som hurricanes og lyslanterner er gode, hvis du gerne vil have levende lys udendørs, men de dur ikke indenfor.
Stiller du lyset i en lufttæt stage, får forbrændingen ikke ordentlig lufttilførsel, og dermed vil lyset sode mere end det samme lys, der står uden en glasklokke over sig.