Så ramponeret er kollapstruet p-kælder under rutebilstationen
Det er endnu uvist, hvor længe rutebilstationen skal være afspærret på grund af fare for, at betondækket kollapser
(Video: Øxenholt Foto)
Aarhus' rutebilstation blev natten til tirsdag omsluttet af rødt og hvidt afspærringsbånd og advarselstrekanter.
Rutebilstationen er totalt afspærret, efter Teknik og Miljø har meddelt Midttrafik, at der er risiko for, at betondækket, hvor busserne kører, kan kollapse.
Stationen blev bygget i 1954 oven på en gammel parkeringskælder, og det er betondækket mellem busserne og kælderen, der er så alvorligt svækket, at man har set sig nødsaget til at spærre området.
Hvor længe området skal være afspærret er endnu uvist, og Aarhus Kommune skal nu foretage supplerende undersøgelser for at afdække, om betondækket kan understøttes eller gælde i længere tid.
Angiveligt er armeringen i betonen korroderet, så bæreevnen er blevet svækket. Det har medført, at betonen er afskallet, og at vand har trængt ned gennem dækket.
(Video produceret af TV Aarhus/Jack Fridthjof)
Chef for ejendomme hos Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Katharina Nyborg, fortæller til TV 2 Østjylland, at man siden 2010 har vidst, at der var skader på betondækket, men at det blev vurderet forsvarligt for busserne at køre på.
Ifølge hende er området løbende blevet besigtiget, men ikke af eksperter, som tilfældet er nu, hvor man har fundet ud af, hvor grelt det faktisk står til.
Situationen med rutebilstationen opstår på et kritisk tidspunkt, da der i længere tid har været politiske visioner om at omdanne det såkaldte banegårdskvarter, der blandt andet omfatter banegraven, banegården og rutebilstationen, som man overvejer at flytte, til en nyt bykvarter.
En helhedsplan for området er i sin helt spæde start, og nu står kommunen i en penibel situation, hvor man skal afgøre, om det kan betale sig at bruge penge på at renovere og sikre området ved rutebilstationen eller fremskynde og formalisere visionerne for området.
Herunder kan du se lidt billeder fra parkeringskælderen, der er blevet afspærret: