Fortsæt til indhold

Fællesråd vil have plads i nyt oplandsudvalg

Flere lokale fællesråd udtrykker stor tilfredshed med nyt oplandsudvalg og ser frem til samarbejdet

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

Et nyt oplandsudvalg vækker glæde hos fællesrådene, der dog også er spændte på, hvad det konkret fører med sig. Eigil Rahbek, der er næstformand for fællesrådet i Harlev, er positiv over for ideen om et oplandsudvalg. Han håber, at det vil tvinge politikerne til at have øje på yderområderne.

“Det er da bestemt værd at oprette sådan et udvalg, for vi bliver udsultet. Det er Lisbjerg, Nye og midtbyen, politikerne har fokus på. Herude i Harlev sker der alt for lidt i forhold til at udbygge, og imens flygter familierne til omegnskommunerne,” mener Eigil Rahbek.

LÆS OGSÅ: Stadsarkitekt om byudvikling: "Der kommer mere fokus på yderområder"

At der i det nye udvalg kan sidde både byrådspolitikere og ikke-politikere, er en stor fordel, mener Eigil Rahbek.

“Der er ikke andre fora, hvor man specifikt drøfter oplandet. Det vil blive en mulighed for at holde en tæt kontakt mellem byråd og opland. Hvis de ikke kommer til os, så kommer vi i hvert fald til dem,” siger han.

Fællesrådene vil med

I Sabro har man ventet i 12 år på et lyskryds og en svingbane. Her har fællesrådsformanden en klar forventning om, at de lokale fællesråd får plads i udvalget.

“Man har jo de her højt besungne fællesråd, som man ofte hører mange flotte ord om, men alt for få gange udmønter det sig i konkrete tiltag. Hvis ikke fællesrådene inddrages i det her nye udvalg, så har byrådet fejlet,” mener Ib Jensen.

LÆS OGSÅ: Sabro har ventet 12 år på et lyskryds

Han glæder sig over, at byrådet lægger op til at ville have mere viden om, hvad der rører sig i yderområderne, men er samtidig spændt på, hvordan udvalget bliver udformet.

“Hvordan vil man definere oplandet? Jeg er spændt på at se, hvor grænsen går, og hvordan sammensætningen bliver.”

Flemming Larsen, der er formand for fællesrådet Lystrup-Elsted-Elev-Nye, hilser også det nye oplandsudvalg velkomment.

“Det er da godt, at der kommer det her initiativ for at få præget byrådets interesse til at være bredere end Aarhus C. Der har jo i mange år været et stort fokus på centrum, som selvfølgelig også er vigtigt, fordi der bor mange mennesker, men man skal huske, at der også bor folk andre steder.”

Det er for Flemming Larsen ikke så overraskende, at udvalget kommer nu.

“Vi har fornemmet en større politisk interesse og hørte det også fra flere politikere i valgkampen.

Nu ser Flemming Larsen frem til at gå i dialog med udvalget.

“Vi har flere indspark til udvalget, men nu må vi jo først se, hvordan det kommer til at fungere i praksis,” siger han.