Vandstanden falder: Stier og veje i Aarhus kan snart genåbnes
Vandstanden kan falde fem-ti centimeter om dagen, hvis DMIs prognoser holder
Aarhus har lige som mange andre øst- og midtjyske kommuner den seneste tid kæmpet med forhøjet vandstand, oversvømninger og og spærrede veje.
Nu tyder meget dog på, at de store gener, de enorme vandmængder har bragt med sig, bliver mindre.
Vandet er på vej retur, lyder det i en pressemeddelelse fra Aarhus Kommune.
Selv om der kan falde syv-otte millimeter regn tirsdag, ser prognoserne fra DMI lovende ud de kommende dage, og i næste uge spåes der to-fem millimeter regn pr. dag.
De betyder, at den megen vand i søer og åløb kan få tid til at løbe ud i Aarhus Bugten.
Allerede onsdag eftermiddag regner Teknik og Miljø med at kunne genåbne Søskovvej, der løber mellem Brabrand Sø og Årslev Engsø.
Holmbækvej ved Årslev Engsø er lettere beskadiget, så der vil gå lidt yderligere tid, før den åbner igen, skriver kommunen.
Også i det sydlige Aarhus har der været store problemer, og Nymarksvej i Mårslet har man måttet afspærre.
Her er der stadig en del vand, og trafikanterne må derfor væbne sig med tålmodighed. Det samme gælder cyklister på Brabrandstien, der også har været heftigt ramt af oversvømmelser.
Her kan der gå flere dage, før vandet er væk.
dp