Fortsæt til indhold

Lyn-initiativ skal hjælpe corona-ramt erhvervsliv i Aarhus

Kommunale investeringer skal sættes i vejret med det samme, så aktiviteten i bygge- og anlægsbranchen kan fortsætte, lyder planen

Samfund
Arkiv

Når Magistraten på mandag mødes i Aarhus, vil politikerne behandle en indstilling, som skal bidrage til at afbøde de negative konsekvenser af coronavirus-krisen for Aarhus' virksomheder. Det skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse, hvor det oplyses, at en samlet Magistrat står bag initiativet.

Indstillingen lægger op til at fremrykke kommunale investeringer i vedligeholdelse, renovering samt bygge og anlæg, så dele af aktiviteten i de private virksomheder kan sikres gennem nybyggeri, tilpasninger og renoveringer af kommunale bygninger. Omfanget vil omfatte alt fra decideret nybyggeri til mindre opgaver som nye skoletoiletter, renovering, ombygning eller byggeri af en ny børnehave. Det skal ske, så elektrikere, tømrere og murere kan beholde deres arbejde trods afmatning som følge af corona-smitte, fremgår det af pressemeddelelsen.

Samtidig vil sagsbehandling af byggesager fortsætte, og der vil lokalt være teknisk personale til at lukke håndværkere ind, og byggepladserne vil være åbne. Alt sammen mens der vil blive taget hensyn til de generelle forholdsregler, som myndighederne har udstukket for at håndtere coronavirus bedst muligt.

Selvom mange kommunale medarbejdere er sendt hjem i disse dage, er det ifølge Aarhus Kommune topprioritet at holde gang i alle de funktioner, som skal understøtte, at de private virksomheder kan fortsætte.

Ifølge pressemeddelelsen roser Marc Perera Christensen, direktør i Erhverv Aarhus, kommunen for at handle resolut i et forsøg på at holde hånden under det lokale erhvervsliv.

jwh