"Jeg er dybt bekymret for, hvor mange virksomheder der når at bukke under"
I en ny undersøgelse svarer 92 pct. af de store turismevirksomheder i Aarhusregionen, at de har mistet omsætning på grund af coronakrisen
Turismevirksomhedernes omsætning bløder efter udbruddet af covid-19. Det viser en ny spørgeundersøgelse, VisitAarhus har lavet blandt de største turismevirksomheder i Aarhus og omegn.
92 pct. svarer, at de i denne uge har mistet omsætning som følge af coronaudbruddet, og af dem vurderer 65 pct., at tabet har været mere end halvdelen af deres omsætning. 28 pct. har allerede nu har måttet afskedige medarbejdere.
Hos VisitAarhus finder man tallene dybt bekymrende.
"Det går voldsomt ned ad bakke over hele linjen. Det er meget nedslående," siger direktør Pia Lange Christensen.
Tegnede ellers positivt
2019 var et rekordår for aarhusiansk turisme, og inden virusudbruddet tegnede 2020 også godt. Men det er altså nu vendt helt på hovedet.
"Vi kom ud af 2019 med overnatningsrekorder for både Aarhus, Silkeborg og Djursland, og det tegnede faktisk rigtig positivt for 2020 også. Vi så ind i et år, hvor vi skulle have haft flere krydstogtanløb end nogensinde før, og det så også rigtig positivt ud med planlagte konferencer og bookinger på sommerhuse. Men så skal jeg ellers love for, at der skete noget på meget kort tid," siger Pia Lange Christensen.
Hun er bekymret for, hvordan den aarhusianske turisme kommer til at se ud på den anden side af krisen.
"Det er svært at sige, hvordan det kommer til at se ud på den anden side, for det kommer an på, hvor lang tid, der går. Der er stor forskel på, hvor meget styrke, man har, til at klare en længere lukning. Så jeg er dybt bekymret for, hvor mange virksomheder der når at bukke under i den her periode."
Satser på danske turister
Når turismevirksomhederne kan åbne igen, venter et stort genopretningsarbejde. VisitAarhus vil satse på dansk opbakning for at indhente noget af tabet fra udenlandske turister.
"Vi får et stort genopbygningsarbejde, når krisen klinger af. Vi prøver at spare flest mulige kræfter og midler til der bliver lukket op for grænserne igen, men i år kommer vi til at skulle satse mere på danske turister. Vi håber, danskerne bakker op, for det er en måde, man kan støtte de turismeaktører, der lige nu er i knæ," siger Pia Lange Christensen.
Samarbejdet mellem aktørerne i branchen bliver ifølge Pia Lange Christensen også afgørende for, at den aarhusianske turisme kommer godt tilbage på den anden side af krisen.
"Det bliver afgørende, at vi kan hjælpe hinanden til at komme tilbage på sporet. Heldigvis synes jeg, at der er et godt samarbejde mellem turistaktørerne i Aarhus-regionen. Mit indtryk er, at man hjælper, råder og støtter hinanden i denne situation."