Køb bogen hjemmefra sofaen af
Hammel Boghandel er nu online i en webshop
HAMMEL Indehaver af Hammel Boghandel Niels Peter Bækhøj-Poulsen tænkte hurtigt, da regeringen opfordrede til, at vi holder afstand - og i størst muligt omfang bliver hjemme på grund af smittefare med coronavirus.
"Vi har de sidste uger sat turboen på, så vi nu kan åbne for boghandlens webshop. Det har været efterspurgt," siger boghandleren i Hammel.
Boghandlen har over 8.500 varenumre, så tager noget tid at få varerne oprettet i webshoppen.
"I dag - torsdag 19. marts - er vi oppe på 102 varer på webshoppen, hvoraf top 10 bestseller-bøger er repræsenteret. Der kommer flere varer på webshoppen dagligt, så hvis du ikke lige finder det, du ledte efter, så kom endelig igen," lyder det fra Niels Peter Bækhøj Poulsen.
Boghandlen opretter omkring 20 varer om dagen, så det kan sagtens være, at det, du søger, dukker op indenfor kort tid, siger han.
"Hvis du savner en bog, eller en anden vare boghandlen i Hammel forhandler, men ikke kan finde, så send en mail kundeservice@hammelboghandel.dk. GLS leverer," siger boghandleren.
Hammel Boghandel er med i kæden Kon-Tur, som også har Bogormen Hadsten og Kon-Tur Hinnerup med.
Men ifølge kædens hjemmeside, er Hammel Boghandel foreløbig alene om webshop-tilbuddet.