Fra dækmand til hjælpeværkfører
Reception 20. marts er aflyst
JUBILÆUM 20. marts kan hjælpeværkfører og teamleder Thomas Arendtsen fejre 25 års jubilæum hos transport- og logistikvirksomheden Frode Laursen, Vitten. Den planlagte reception i Vitten forsamlingshus er aflyst!
Thomas Arendtsen, 59, søgte ud til Frode Laursen tilbage i 1995, fordi han havde hørt at man havde brug for en dækmand.
Det første stykke tid monterede han dæk. Så udviklede det sig senere til, at han også lavede trucks og pakkemaskiner, og i de sidste 6-7 år har han siddet som hjælpeværkfører og teamleder for opbyg, truck og dæk.
"Det er en af de ting, jeg virkelig godt kan lide ved Frode Laursen: At man får muligheden for at udvikle sig," siger jubilaren.
Fritiden bliver blandt andet brugt på at gå på jagt. Senest har han været med sin kone Inger på jagttur til Sydafrika. Udbyttet blev syv dyr. Blandt andet en springbuk, som kommer hjem at hænge på væggen i Hadsten.
"Så må vi se om der er plads, ellers ryger der et par familiebilleder ned," griner Thomas ifølge pressemeddelelsen.
sø