Aarhus' herberg-tilbud for hjemløse migranter forlænges på grund af coronakrisen
Hjemløse migranter er særligt udsat for coronavirus, og derfor fortsætter Aarhus vinterherberg med at have åbent til slutningen af april
Regeringen har valgt at forlænge puljen til landets nødherberger i lyset af coronakrisen. Det betyder, at herbergerne kan holde åbent til slutningen af april. På den baggrund har kredsen bag vinterherberget i Aarhus aftalt, at vinterherberget forlænges med en måned. Vinterherberget drives af Røde Kors, Blå Kors, Kirkens Korshær, kirkerne i Aarhus og Aarhus Kommune.
Det oplyser Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
”Jeg er glad for, at regeringen giver mulighed for, at vi kan forlænge tilbuddet til hjemløse migranter. Der er tale om en målgruppe, som er ilde stedt, hvis de bliver syge af corona. Samtidig har de svært ved at følge myndighedernes anbefalinger om forebyggende hygiejne og smittebegrænsning, så det er vigtigt, at vi har et sted, hvor vi kan drage omsorg for de hjemløse migranter. Det gavner også samfundet,” siger Kristian Würtz (S), rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, i pressemeddelelsen.
Brug for nødherberg
Men selvom vinterherberget-aftalen nu bliver forlænget, så dækker det ifølge Knud Aarup, formand for Røde Kors Aarhus og formand for Aarhus Kommunes Udsatteråd, ikke behovet i byen.
”Selvom det har været en mild vinter, har vi oplevet et stort pres på vinterherberget. De hjemløse migranter har ikke andre steder at gå hen. Derfor er det godt, at vi kan fortsætte en måned mere end oprindelig planlagt. Men det dækker faktisk ikke behovet. Derfor er vi i Røde Kors ved at se på, hvordan vi kan finansiere et nødherberg, der vil være åbent for alle. Det er vores vurdering, at Aarhus har brug for 10-20 ekstra herbergspladser,” siger Knud Aarup i pressemeddelelsen.
Vinterherberget tilbyder overnatningsplads i vintermånederne fra klokken 20.30 til 08.00. Alt tøj, mad, kaffe, tæpper og sengetøj, der hjælper de hjemløse i kulden, er doneret af private og virksomheder, mens driften finansieres af staten, Aarhus Kommune og de involverede organisationer.
jwh