En af dem er 23-årige Astrid
Ung medicin-studerende fra Aarhus har haft sin første corona-vagt på AUH
Der er i den grad brug for personale på Aarhus Universitetshospital i denne tid, hvor udbruddet af Covid-19 har udviklet sig til en decideret epidemi i Danmark. Derfor har Region Midtjylland oprettet en jobbank, hvor blandt andre studerende, ledige og pensionerede inden for sundhedsfagene kan melde sig som assistance i forbindelse med den nye coronavirus.
Jeg ringede ti minutter efter, at en vagt blev slået op, og der var allerede 20 mennesker i kø foran mig
Over 3.400 har meldt sig, og en af dem er 23-årige Astrid Ibsen Bruun.
Hun bor i Aarhus, hvor hun studerer medicin på sjette semester. Sammen med medstuderende står hun til rådighed igennem Vikar Region Midt, som hun i et års tid har været tilknyttet. I lørdags havde hun sin første corona-vagt på hospitalet i Skejby.
"Jeg fik til at opgave at sende prøvesvar ud via e-boks til de folk, der var blevet testet negativ for covid-19," fortæller hun til Lokalavisen Aarhus og tilføjer, at der er mange af hendes medstuderende, der også vil hjælpe med vagter:
"Når der bliver slået en vagt op, bliver man bedt om at ringe for at sige, at man kan tage den. Jeg ringede ti minutter efter, at en vagt blev slået op, og der var allerede 20 mennesker i kø foran mig. Der er mange om buddet."
Kan aflaste personalet
Astrid Ibsen Bruun er slet ikke overrasket over, at der er så mange af de medicinstuderende, som har meldt sig til at være en del af jobbanken.
"Det er sindssygt studierelevant. Man får så meget patientkontakt som plejepersonale på hospitalet, og det er enormt givende og relevant. Samtidig vil vi jo også rigtig gerne hjælpe i denne svære situation," fortæller den 23-årige aarhusianer, der færdiggør bachelordelen af medicinstudiet til sommer.
Så der går stadigvæk en del år endnu, før Astrid Ibsen Bruun kan kalde sig for læge. Derfor kan hun naturligt nok heller ikke gå ind på hospitalet og tage de opgaver, som man skal være uddannet læge for at varetage.
"Nu sendte jeg prøvesvar ud i lørdags, og det er nok en del trivielle opgaver, som vi bliver sat til. Hvis det kan give personalet ro til at kunne udføre deres vigtige arbejde, så er det rigtig godt. Det er ikke et særlig stort offer fra min side. Jeg sidder jo bare derhjemme som alle andre i denne tid og kukkelure," fortæller Astrid Ibsen Bruun, der tilføjer, at hun også kan blive sat til at pode patienter eller tage sig af dem, der er i isolation.
"Det er vi blevet oplært i, så det er ikke noget, jeg er nervøs for."
Kühnau jubler over tilslutningen
Det er meget imponerende og rigtig vigtigt, at over 3.400 på under en uge har tilmeldt sig den nye jobbank. Det fortæller Anders Kühnau (S), formand for regionsrådet i Region Midtjylland.
"Jeg synes, det er helt fantastisk. Det viser virkelig et samfundssind, at man vil tilbyde sin hjælp på denne måde i en situation, hvor vi i sundhedssektoren kan blive meget presset. Hvis vi får et lignende pres som i Italien, så er det godt at vide, at vi har nogle ekstra ressourcer at trække på," fortæller regionsrådsformanden til Lokalavisen Aarhus.
Han oplyser desuden, at de medicinstuderende godt kan blive hentet ind til vigtige opgaver.
"Der er flere af de medicinstuderende, der vil være i stand til at hjælpe med respiratorpatienter. Det afhænger selvfølgelig af, hvor langt man er på studiet. Men det er meget relevant at have medicinstuderende med i jobbanken, og derfor er jeg også glad for, at så mange har stillet sig til rådighed," fortsætter Anders Kühnau.