Fortsæt til indhold

Viby Apotek har lavet drive-in til kunderne

Apoteker Marianne Kallesen har fået en god idé i disse corona-tider

Samfund
Camilla Kjærgaard Olesen

corona Der er måske mange, der er lidt skeptiske over at tage på apoteket, fordi mange forbinder det med, at kunderne kan være syge, og især i disse corona-tider er skepsissen måske endnu højere.

Det har Viby Apotek i Viby Centret derfor gjort noget ved.

Udover at lukke kunderne ind i hold, så de ikke kommer for tæt på hinanden, er der afskærmninger mellem personale og kunder, ligesom der er håndsprit. Men det er ikke det eneste. Apoteker og indehaver af apoteket Marianne Kallesen har nemlig lavet drive-in-apotek ved bagindgangen, så kunderne kan bestille deres varer hjemme fra stuen via nettet og så komme forbi og hente det.

"Så vidt jeg ved, er der ikke andre, der har gjort det her i Aarhus. I forhold til corona har vi tænkt kreativt. Der er ikke megen trafik ved vores bagindgang p.t., så derfor fandt jeg på, at den kunne bruges til drive-in," siger Marianne Kallesen.

Nogle er måske utrygge

Hun fortæller, at der måske er nogle kunder, der føler sig utrygge ved at gå på apoteket i disse tider.

"Vi passer godt på os selv og vores kunder, og udover de andre tiltag, vi har gjort, så har vi også klistermærker i gulvet med 'hold afstand'," oplyser Marianne Kallesen.

Hun har oplevet, at der er flere, der bestiller varer på nettet end normalt. Som sædvanligt er der en chauffør, der kan levere varerne på ens privatadresse, ligesom man kan bestille det til levering i en pakkeboks, men det er mod et gebyr. Hvis man vælger at hente det selv i drive-in, koster det ikke noget gebyr.

"Man skal bare huske at skrive, at det er 'to go' i bemærkninger, når man bestiller. Man ordner betalingen på hjemmesiden, så vi ikke har pengekontakt med kunderne. Man kan bestille alle varer på nettet og få dem i vores drive-in. Vi synes, det er en god idé, når nu folk er blevet opfordret til at blive hjemme," siger Viby-apotekeren.