Keld 'Uddeler' i Hinnerup tager videre til SuperBrugsen i Lystrup
Keld Berg Hansen, nu forhenværende uddeler i SuperBrugsen i Hinnerup, er rejst videre til Lystrup, hvor han pr. 1. november skal stå i spidsen for SuperBrugsen
erhverv "Hvis noget skulle få mig herfra, så skulle det netop være Lystrup, for Hinnerup er en helt speciel by med et unikt sammenhold og opbakning fra både kunder og de ansatte. Det har været fantastisk at være en del af. Borgerne ved, hvad de vil have, og tingene skal være i orden. Samtidig vil de gerne give lidt ekstra for at få lidt ekstra."
Uddeler Keld Berg Hansen har været uddeler i SuperBrugsen i Hinnerup i 8,5 år.
Han har været glad for det på mange måder, og det er ikke uden en smule vemod, at han nu tager afsked med Brugsen og byen.
Men SuperBrugsen i Lystrup, der er Danmarks største superBrugsen, har altid stået for ham som en helt særlig Coop-virksomhed.
"Der er nogle spændende udfordringer i at drive salget videre opad, og samtidig er der mere personale og dermed endnu mere ledelse. Jeg kan rigtig godt lide at motivere folk til at være glade for deres arbejde og derved gøre en forskel over for kunderne."
Han har haft mange gode oplevelser og succes'er med sit personale.
For eksempel har han i flere tilfælde fået unge mennesker ind, der havde forskellige udfordringer, og så hjulpet dem til at finde deres rette hylde. Desuden har han en flot statistik med sine souschefer, idet fire af dem senere er blevet uddelere.
I SuperBrugsen i Hinnerup er der 75 ansatte og i Lystrup cirka 115 ansatte.
Trives på gulvet
Keld Berg Hansen peger på to ting, som han er glad for at have stående i sit eftermæle.
Den ene er et godt arbejdsmiljø i kraft af at han trives bedst ude på gulvet sammen med sit personale og kunderne i stedet for at sidde gemt på sit kontor.
Den anden er, at SuperBrugsen i Hinnerup været god til at tage ansvar for byen og være synlig i bybilledet. Det sås senest i forbindelse med Halloween, hvor Handelsstanden og SuperBrugsen i samarbejde med spejderne markerede dagen overfor kunderne.
Spejderne fik plads og et lille sponsorat af handelsstanden.
"Samme ordning har vi i forhold til Hinnerupgarden og HOG."
I forbindelse med salget af nytårsfyrværkeri giver SuperBrugsen eksempelvis en procentdel af salget til HOG, som så er behjælpelig med salg og opsætning af bannere.
Velfungerende butik
Keld Berg Hansen kan se tilbage på forskellige større udfordringer i løbet af de 8,5 år.
For nogle år siden var der en brand i butikken, og så er der blevet bygget om, udvidet og moderniseret.
"Men det er en velfungerende butik, og nu er jeg klar til at drage videre."
I Hinnerup har Keld Berg Hansen sideløbende med ledelsesansvaret stået for vinafdelingen, og det er i hans tid blevet til en særlig niche. I SuperBrugsen Lystrup får han ikke sit eget område.
"Men jeg bliver en synlig del af butikken alligevel. Jeg har det jo bedst i butikken og ikke bag skrivebordet, så man vil kunne møde mig i det daglige rundt i de forskellige afdelinger."