Fortsæt til indhold

Fandt kærligheden i helsekosten - nu har de egen butik i Hørning

Rune og Camilla mødte hinanden i en helsekostbutik i Aarhus. I dag er de gift og sammen driver de den økologiske købmandsbutik og helsekost, Urtelauget, på Torvet i Hørning

Samfund
Jannik Toft Friis

hørning Tror man på karma eller skæbnen, kan man ikke undgå at blive draget af Rune og Camillas Pedersens historie. I 2012 mødte de hinanden i en helsekost i Århus, hvor de begge var ansat, og pludselig slog det gnister mellem dem.

Fire år senere blev de gift, og kort efter slog de dørene op til Urtelauget på Nørre Allé 5 i Hørning.

”Jeg er opvokset i Hørning, og kender byen. Her er et stort potentiale. Byen vokser, og der flytter mange børnefamilier til, og så ligger Hørning i et smørhul mellem Skanderborg og Aarhus. Så fra et iværksætter-synspunkt gav det god mening at etablere os her," fortæller 34-årige Rune, der er uddannet autoriseret helsekostvejleder.

"Vi arbejder i en branche, der er i konstant udvikling og bevægelse. Derfor ligger det os meget på sinde at være ajourført med den nyeste viden. Det kræver mange timers nørderi, når butikken er lukket," konstaterer Camilla, der snart afslutter et kursus i anatomi, fysiologi og patologi på sygeplejeniveau.

"Man skal vælge en butik som vores, fordi man får den rette vejledning og en god, personlig handelsoplevelse, og fordi man kan blive en lille smule klogere, end da man trådte ind ad døren. Vi tager os nemlig tid til en snak samt giver råd og tips, hvis man har behov for det," konstaterer Rune. Pressefoto

Økologi er en livsstil

Det er ikke altid, at mennesker praktiserer, hvad de prædiker. Det er dog i høj grad tilfældet hos Rune og Camilla i Urtelauget. De lever og ånder for økologi, biodynamik og bæredygtighed, og det kan kunderne i butikken mærke.

Alle varer på hylderne er nøje udvalgte, så kunderne slipper for at vende og dreje alting for at nærlæse varedeklarationen, som man ofte ser i dagligvarebutikkerne. Parret skal nemlig kunne stå inde for alt, hvad de sælger i butikken.

"Folk skal kunne hive alt ned fra hylderne velvidende, at det, de putter i kurven, er i orden. Vi har valgt de varer, som vi kan stå inde for, og det er noget af det, som adskiller os fra en almindelig dagligvarebutik. Vi er begge meget nørdede omkring ingredienser og fødevarer, og derfor er alt i butikken i orden," siger Rune

"For os er økologi en livsstil. Ja, nærmest en ideologi. Vi lever så godt som 100 pct. økologisk, så på den måde er det fedt, at alt, hvad vi lærer ved at arbejde med økologi og helsekost, er noget, som vi kan bruge i vores eget liv," tilføjer han.

I Urtelauget overvejer Camilla og Rune, hvordan de kan gøre lidt mere for bæredygtigheden, så kunder måske selv kan medbringe poser eller bøtter til nogle af varerne. "Vi tænker meget i emballagefri løsninger til varer som f.eks. vaskemiddel, nødder og havregryn," forklarer de. Pressefoto